Naturens Vidundere

117 mikroskopiske, encellede, ligeledes pelagisk levende Alger (Kiselalger), der optager de i Havvandet opløste, frie Kiselsyredele og udskiller dem som et fint ciselleret Kisel-Panser, — ligesom Foraminifererne optager den opløste kulsure Kalk og deraf former deres Kalkskal- ler. Diatoméernes Panser er ikke mindre sirligt i Struktur end Fora- miniferernes. Det bestaar altid af to Halvdele, der slutter sammen sonl Bund og Laag i en Æske, men som iøvrig viser stor Formrig- dom, mindende om Smaabaade, Mønter, Stave o. m. a. Ogsaa Dia- toméerne har, saa smaa de end er, ved deres masse vise Optræden bidraget til Dannelsen af hele Jordlag, — ligesom de den Dag i Dag gør det paa Dybhavets Bund. Den saakaldte Moler i Peggeklit, paa Mors og andre Steder ved Limfjorden bestaar af disse fine Algehyl- stere. . 4. Radiolarie-Dynd. Paa meget store Havdybder opløses de ned- synkende Kalkdele af den med Dybden og det stigende Tryk til- tagende Kulsyremængde i Havvandet. Paa saadanne Dybder er det derfor ikke mikroskopiske Kalkskaller, men Kiselskaller, der udgør Bundaflejringernes Hovedmasse. Denne kan, som vi har set, skyl- des encellede 1 lanter, Diatoméerne, men den kan ogsaa stamme fra encellede Dyr, nemlig de saakaldte Radiolarier eller »Gitterdyr«, der ligesom Foraminifererne hører til de encellede Urdyrs eller Proto- zoeis mikroskopiske, men talløse Verden. — Talløs er denne Verden med Hensyn til Individmængde — men næsten lige saa talløs i Hen- seende til Arts- og Formrigdom. Som »Valdivia«-Ekspeditionens Chef, Prof. Chun siger: et eneste mikroskopisk Præparat af Radiolarie- Dynd fra ca. 5250 Meters Dybde nær ved Kokosøerne i det indiske Ocean vilde give en Forsker rigeligt et Aars Arbejde med at tegne og beskrive de deri forekommende Former! ... Et Aars Arbejde i et enkelt mikroskopisk Præparat — hvilket uendeligt Spand af Tid og Forskning rummer Verdenshavenes Radiolarie-Dynd da ikke! Alene i Stillehavet dækkes de udstrakte vestlige og midterste Dybder paa 4000—8000 Meter overvejende af Radiolarieskaller. — Er deres Form- rigdom end uhyre — ét er fælles for dem alle: det fine Kiselskelets uovertrufne Elegance, hvorom Læseren bedst vil kunne danne sig et Begreb ved at gennemblade de pragtfulde Billedtavler i Haeckels grundlæggende Værk over Challenger-Ekspeditionens Radiolarier. De mest typiske, men langtfra eneherskende Former er de net- eller kniplingsagtig gennembrudte, hule Gitterkugler — ofte flere udenom hverandre som i de kinesiske, udskaarne Elfenbenskugler, — og fra Kuglens Indre udstraaler som Radier lange Kiselnaale, der dels vir- ker som »Støttebjælker« for Skelettets Gitterværk, dels som Balance-