Naturens Vidundere

133 ner, hvorfor de da ogsaa nu almindeligst regnes til Planterne. De skalbærende Svøbedyr bidrager, i det mindste i Østersøen, væsentlig til Frembringelsen af Morilden, og de udgør rimeligvis den vigtigste Føde for de smaa, fritsvømmende Krebsdyr (Kopepoder eller Vand- lopper o. 1.), som af alle Svæ- vets Nyttedyr indtager den før- ste Pladto. Det er især Kope- poder, som udgør Hovedføden for de forskellige Sildearter og for al Fiskeyngel. De mindste Dyr, som fin- des i Svævet, er en Del for Havet ejendommelige Infusions- dyr, som sidder i et nydeligt, Musling. Snegl. bæger- eller rørlignende Hyl- ster (i Videnskaben har de Navnet Tintinnus'). De har en Mund og maa altsaa tage fast Føde til sig; men de er saa smaa, at endog Ki- selalger er for store for dem! Af andre Dyr findes desuden en Masse fritsvømmende Larver af mange større Dyr, som i deres udviklede Tilstand lever Fig. 88. Pelagiske Larver med »Fimrehaar« af en Sandorm. her ikke nævnte Dyr i Svævet paa Havbun- den, og som dels sidder fast eller kun langsomt kan flytte sig, saale- des Larver af Koraldyr, Mosdyr, Rurer, Søborrer, Søstjerner, Muslin- ger, Snegle, Krebsdyr og Orme (Fig. 83, 86—88). Endelig er der drivende Fiskeæg og Fiskeunger (Fig. 89). De sidste maa man nemlig regne med til Svævet, saa længe som de viljeløst følger Havets Strømninger. Alle de oven for nævnte Larver samt Fiskeæggene, de unge Fisk og endnu nogle andre kan dog hverken i Tal eller Masse i nogen Maade maale sig med Kiselalgerne, Svøbedyrene, Tintinnerne °g Kopepoderne, saa at disse fire Slags Organismer tilsammen giver Svævet dets Ejendommelighed. Ved Tælling af de Smaakrebs (Kopepoderne), som hele Livet igen- nem er pelagiske, og som imellem Dyrene spiller en meget stor Rolle i fe vævet, har Hensen ikke skelnet imellem de ulige Arter, fordi den hurtige og sikre Navnefæstelse af dem volder for meget Bryderi. Der-