Naturens Vidundere

Forfatter: J. O. Bøving-Petersen

År: 1911

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 317

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 330 Forrige Næste
11 redskab, Halen danner, — er Forbenene svundne ind til et Par ube- tydelige Lemmer. Af andre typiske Egenskaber kan nævnes de store Øjne — et Karaktertræk, Springmusen har tilfælles med flere andre Beboere af Ørkenen, og som er en naturlig Følge af, at Heden der er saa uudhol- delig om Dagen, at de fleste varmblodige Dyr foretrækker at sove denne bort og først efter Solnedgang gaar ud at opsøge Føde. I Over- ensstemmelse hermed er da ogsaa Ørelappen og dens Muskler særlig stærkt udviklede hos de Ørkenbeboere, der er Natdyr. Skarp Syns- og Høresans maatte blive en Nødvendighed under de lange, natlige Strejftogter: ligeledes stor Modstandsevne i Retning af at kunne nøjes med sparsom Føde og længe undvære Vand. Kort sagt: det ægte Ørkenliv har udviklet en Række Karaktertræk, som vel nok hvert for sig kan genfindes hos Dyr, der lever under andre Forhold, men som tilsammen danner en Type saa karakteristisk som faa eller ingen anden. Nærmest op dertil i Henseende til udpræget Tilpasning efter ejen- dommelige Naturforhold naar Polar dy rene, hvis Tilpasninger imidler- tid — overensstemmende med de ganske modsatte Livsbetingelser — er yderst forskellige fra Ørkendyrenes. I Sneens og Isens Ørkener er for det første alle Dyr nødvendigvis Dag- og ikke Natdyr. Alle Sommermaanederne danner jo tilsammen een lang, uafbrudt Dag, og i den Del af Aaret, da Solen ikke naar op over Horisonten, er det i Døgnets egentlige Nattid saa mørkt, at Jagten efter Føde maa henlægges til de Timer, der er mindst dunkle og altsaa svarer til Dagen. Derfor møder det Særsyn da ogsaa en, at Dyreformer, hvis nærmeste Slægtninge andetsteds er Natdyr, her, tvungne af Lysforholdene, er bievne Dagdyr. Dette er saaledes Til- fældet med Sneuglen, hos hvem den for Ugler ganske unaturlige Vane at sove om Natten og vaage om Dagen endogsaa er bleven saa ind- groet, at de Sneugler, der kommer ned til os, bevarer den samme Levevis og jager om Dagen. Ogsaa i sin Dragt viser Sneuglen sig som et ægte højnordisk Karakterdyr; thi medens alle dens sydligere Fræn- der — i Overensstemmelse med deres natlige Liv — er klædte i mørke Farver, dækkes Sneuglen af hvidspættede eller, hos de ældre, fuld- stændig snehvide Fjer. I det hele taget er Hvidt næsten lige saa ty- pisk for de arktiske Egnes Beboere som Sandets gullige Toner for Ørkenens, og Betydningen er sandsynligvis den samme her som der: at skjule de planteædende Dyr og gøre det lettere for de kødædende at nærme sig deres Bytte ubemærket. Som Sneuglen er den eneste hvide Ugle, er Isbjørnen den eneste blandt sine Slægtninge, der bærer