Naturens Vidundere

egnenes forskellige Hundeslægter og Synsevnens stærke Udvikling ho» Antiloperne. Endelig er det et gennemgaaende Træk i Steppefaunaens Liv, at den overvejende omfatter Dagdyr; ja selv blandt de ellers som Regel natlige Gnavere finder vi paa Steppen udprægede Dagfor- mer som Prærihundene. Skønt Bjærgiandskab er forekommer os fuldt saa karakteristiske som Jordens øvrige Landskabstyper, viser deres Dyreformer dog mindre ensartet gennemført Tilpasning, — et Forhold, der vel sagtens maa sættes i Forbindelse med, at Højfjældsegne i sig kombinerer flere for- skellige Landskabsformer: store Skovstrækninger, aabne Sætere og, langt oppe, den evige Sne. Her er altsaa rigt Spillerum for et forskellig- artet Liv og dermed for lige saa mange forskelligartede Tilpasninger. Klatreevnen er naturligvis en Egenskab, som er vel udviklet hos de fleste Fjælddyr — vi behøver kun at tænke paa Gemsen og de for- skellige Bjærgfaar og Geder — men noget særlig typisk Klatreorgan finder vi dog ikke, undtagen hos en Bjærgsvale {Chaetura pioina), hos- hvem Styrefjerenes Skafter er spændstige, nøgne i Spidsen og ganske minder om Spætternes Støttehale, med hvilken de ogsaa har Brug tilfælles. Ogsaa Fodens spidse, skarpe Kløer viser Evnen til at klamre sig fast paa stejle Fjældsider; at Fuglen derimod ikke kan færdes paa jævn Grund ses baade af de lave Ben og Vingernes uhyre lange Sving- fjer; begge i Forening hindrer den i at sætte af fra Jorden, naar den vil flyve til Vejrs. Til Gengæld kan den med største Lethed flyve lige ind mod en smal Klippekant eller en lodret Fjældvæg og klamre sig fast der; og paa saadanne, for de fleste andre Dyr vanskeligt tilgæn- gelige Steder bygger den da ogsaa sin Rede. I øvrigt er det for mange Fugles Vedkommende ikke saa meget Fjældenes Højde som blot Grundens ujævne, stenede Overflade, der har sin særlige Tiltrækning, og dermed staar maaske i Forbindelse, at netop mange oprindelige Fjælddyr senere i Tiderne, efterat der rundt om paa Jorden havde rejst sig Bygninger og var fremvokset Byer, er bievne særlig knyttede til Menneskenes Boliger, som f. Eks. Mursvalerne (n. Taarnsvalerne), Husspurven og vore Duer, hvis Stam- form, Klippeduen, muligvis er bleven indfanget og efterhaanden tæm- met ved, at den fra Fjældene har søgt hen til bebyggede Egne. Langt mere udprægede Tilpasninger end Bjærgdyrene viser de ty- piske Skovdyr, baade i Henseende til Farve og Form. Det er let forstaaeligt, at ligesom gullige Farver er gunstige for Ørkendyrene og hvide for Polarlandenes Beboere, saaledes passer den grønne Dragt bedst for Skovens og fremfor alt for de stedsegrønne tropiske Skoves Beboere. Her er det da ogsaa, at den grønne Farve er ganske særlig fremherskende som f. Eks. hos forskellige Papegøjer