Naturens Vidundere

Forfatter: J. O. Bøving-Petersen

År: 1911

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 317

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 330 Forrige Næste
211 af smaa, kugleformige, sammenhobede Fortætninger af Svampens Protoplasma. Det er disse Klumper, hvoraf Myrerne lever. Beviset herfor var det imidlertid ikke let for Møller at bringe. For at iagttage Myrerne maa man nødvendigvis blotte en Del af Tuen, og Følgen heraf er en almindelig Forvirring, der ødelægger enhver dagligdags Beskæftigelse for dem. løvrigt generer de smaa tapre Dyr ikke deres Forstyrrer, som de vel forsøger at knibe paa alle Legemsdele, men deres Kindbakker trænger ikke igennem, der flyder intet Blod, og heldigvis holder de ikke af Opholdet paa det menneskelige Legeme. Efter at Møller havde iagttaget Myrerne tilstrækkelig længe i Na- turen, begyndte han at holde dem i Fangenskab. Herved viste det sig snart, at de aldrig aad de frisk af klippede Blade, selv ikke i den højeste Nød. Det næste Forsøg gentog han utallige Gange og til enhver Aars- tid, hver Gang han bragte en Svampehave hjem til Undersøgelse. Han lagde den bearbejdede Svampemasse med vedhængende Myrer i en Skaal, som han dækkede med en Glasplade. Derved gik altid Massen i Stykker, men straks begyndte Myrerne igen at bygge den op. Herved udsøgte de alle Jordkrumnier og enhver Urenhed og bragte det til Side og ophobede det langs Skaalens Rand, idet de bestræbte sig for dermed at holde Lyset borte, og hvis der i Buret var et mørkere Sted, opbyggede de deres Have dér. Efter højst 12 Timers Forløb er den sammenrystede Masse igen ble ven til hin svam- pede Labyrint, som vi lærte at kende i Tuerne; i de hule Rum sidder Myrerne, og kun faa bevæger sig udenfor Haven. Overlader man dem nu fremdeles til dem selv, lægger man Mærke til, hvorledes de i de følgende Dage forøger Affaldet langs Skaalens Rand, medens samtidig Havens Masse aftager, og man overtyder sig da om, at Affaldet ikke mere frembringer Næringsklumper til Myrerne. Til- sidst forsvinder Svampehaven ganske, og 8—14 Dage derefter er alle Myrerne døde. Dette Forsøg gjorde sandsynligt, at Myrerne levede af Svampene, men det varede dog længe, før Møller saa eu Myre æde Næringsklumper. Den 5. Februar 1891 indespærrede han et begrænset Antal Myrer i en Skaal, hvis Bund for den fornødne Fugtigheds Skyld var dækket med et Lag vaadt Sand. Myrerne udhulede underjordiske Gange i Sandet; af en Mængde indlagte friske Rosenblade rørte de intet. Efter at have sultet i 5 Dage havde de endnu ikke spist af Bladene. 14*