Naturens Vidundere

215 formede Blade, hvis hvidfiltede, ofte sølvglinsende Undersiders Lysen mod et Bakkedrags eller en Skovs mørke Baggrund yderligere frem - tvinger Sammenligningen med en Kandelaber. Cecropia’en er derfor et Træ, man lægger Mærke til allerede den første Dag, man sætter Foden i Land i Brasilien, men desuden til- trækker det sig den Rejsendes Opmærksomhed ogsaa, fordi man ved, at dets Blade er Dovendyrets Yndlingsføde,tidt dets eneste Føde, — var det i hvert Tilfælde for et Dovendyr, som Meddeleren havde i Bra- silien over et Aar. Den nys- ankomne kigger derfor med særlig spændt Opmærksomhed paa hvert »Kandelabertræ«,han passerer, — indtil Erfaringen lærer ham, hvilket sjældent Held det er at se det skilte med et Dovendyr i Toppen! Imidlertid, dette er vist- nok det eneste Dyr, som ustraf- fet æder visse Cecropia’ers Blade og store, saftige Knop- per, — dem, det gumler i sig med lige saa synligt Velbehag som Gourmanden suger Aarets første Slikaspargeshoveder.Alle andre Dyr holdes paa ærbødig Afstand. Træet har nemlig en staaende, stedse kampberedt Forsvarshær i Form af talløse smaa Myrer, (forskellige Arter af Slægten Azteca), hvis Gift er Fig. 121. »Myretræet«. Cecropia adenopus. saa stærkt ætsende og sviende, at den, der blot én Gang fik den at føle, nok fremtidig skal vise Træet Respekt. Paa Mennesker og vand- sky Aber virker Giften saa stærkt, at de undertiden kaster sig i Vandet for at blive Myrerne kvit. Kun Dovendyret klatrer apatisk