Naturens Vidundere

216 om paa Træets Grene og gumler støt løs paa Bladene, endog naar de smaa Myrer i Fortvivlelsens Raseri løber rundt inde i dets Gab, sikkert udspy ende al den Edder og Gift, de formaar. Hvorfor netop Fig. 122. Spidsen af Cecropia’s Stamme. Indenfor de punkterede Linjer ses »Myreportene«. Dovendyret ikke anfægtes af Gif- ten, ved man næppe; maaske er Aarsagen den, at Huden indehol- der et Stof, der virker neutralise- rende; i hvert Tilfælde er Mund- hulens Slimhinder helt mørke, næ- sten sortfarvede, hvilket vel har sin Betydning. At Cecropia’en ikke er værnet mod Dovendyr, betyder i Virkelig- heden næppe saa grumme meget, eftersom disse jo ikke hører til de hyppigt forekommende Væsener. Langt vigtigere er det at være be- skyttet mod bladskærende Myrer og andre ødelæggende Insekter, — og netop det er Træet, takket være det staaende Landeværn af smaa Myrer, som det har taget i Sold og til Gengæld lønner ved at give sine Lejetropper baade sikkert Logis og rigelig, nærende Kost i Kasernen1 Vi skal nu se hvorledes: Stammen og alle Grenene er hule og ved tynde Tværvægge delt i Led, svarende til de enkelte Stæn- gelstykker, — ganske som hos Bambus. Hver af disse Leds Yder- vægge har paa den Side, hvor Bladstilken i Knoptilstanden tryk- kede Akselknoppen, en Fure, der navnlig paa et bestemt Sted, er særlig tyndvægget (Fig. 122), og her bider en drægtig Hun-Myre af den Art, der staar i l orbund med Træet, et lille Hul og kryber gennem denne Port ind i Kamret, lægger JEg og grunder en Koloni. De i disse Kolonier udviklede Arbejder- myrer gennemgnaver efterhaanden de tynde, sprøde Tværskillevægge, saa at der bliver fri, indvendig Passage mellem Stammens og Grenenes