Naturens Vidundere

217 mange Etager, — hvilket ogsaa er nødvendigt, da Hullerne paa de ældre, nedre Stamme- og Grendeles Ydervægge atter vokser til, saa at Forbindelsen med Yderverdenen, kun sker gennem Smaahuller ude i de unge Stængelled, tæt ved Bladene. Dette er imidlertid og- saa tilstrækkeligt for Myrerne, thi med Omverdenen har de intet at skaffe; det er paa selve Træets Blade eller rettere ved Bladstil- kenes Grund, at de henter den Kost, som deres »Værtplante« trak- terer dem med saa rundelig, at de ikke behøver at drage paa Lang- fart for at bjerge Føden. Bladstilkenes brede Fod (Fig. 123) danner en fløjelsagtig, brunlig Fig. 123. Et Stængelstykke af Cecropia (natur- lig Størrelse) med den nederste Del af en Blad- stilk, paa hvis Fod de smaa Gryn ses, hvoraf Myrerne lever. Forneden ses en buet Tvær- skillevæg og under denne et andet Stængelleds hule Indre. Fig. 324. Forstørret Parti af Bladfodens »Plan- tage« hos Cecropia. Mellem Haarene ses for- skellige Udviklingstrin af de pæreformede, olie- og æggehvidestofholdige Gryn, som My- rerne høster og æder. Pude af blødt, tæt Filt, mellem hvis Haar der stadig, saa længe Plan- ten lever, skyder smaa pæreformede Gryn frem, mindre end et Knappe- naalshoved, men rige paa Æggehvidestoffer og fed Olie, hvorefter Myrerne er i høj Grad lækkersultne (Fig. 124). For Træet selv er disse smaa »Pærer« til ingen Nytte; høstes de ikke af Myrerne, løsnes de efterhaanden og falder af. Men er Træet beboet af Forsvarsmyrer, — og det er det næsten altid, — skal de nok passe at høste deres »Plantager«. Fra Morgen til Aften kan man se dem vimse ud og ind ad de smaa Døre, paa Vej til Plantagerne, eller hjem derfra med af bidte »Pærer« i Munden. Og de behøver ikke at frygte for Hungers- nød, — i Plantagerne skyder stadig ny Frugt frem, alt som den modne plukkes.