Naturens Vidundere

220 tektur og Gartneri, Myrerne udfører deroppe paa Træerne, under- tiden i Højde med Rundetaarn. Naar Myrerne til Besaaning af deres Bo ikke tager Frø af alle Slags bærbærende Epifyter, men kun af visse bestemte Planter, der tilmed ikke eller kun i ringe Grad er Epifyter, er det, fordi de ægte Epifyters Rødder er for smaa og lidet forgrenede til at kunne faa den Betydning som Afstivningsmateriale eller levende Bindingsværk, der naturligvis er det egentlige Hovedformaal for Myrernes Have- anlæg i de regnrige Amazonskove. Myre-Epifyternes Rodudvikling er derimod stærk og rigelig og fremmes yderligere ved de smaa Gart- neres og Bygmesteres stadige Tilførsel af Jordstof. For Planterne byder Samlivet med Myrerne ikke faa Fordele: Frøspredning, bedre Lysforhold end nede paa Skovbunden, mindre stærk Konkurrence med om voksende Planter, men fremfor alt rigelig Næring, idet Myrerne ikke alene stadig udvider Boet ved ny Jord- tilførsel, men tillige gøder Jorden med deres Ekskrementer og med de hornagtige Kitinhinder af døde Myrer eller af Puppernes Hylstre. Endelig begunstiger selve Jordmassens porøse, kamrede Bygning Plantevæksten, idet Regnvand og Fugtighed længe kan bevares deri. — Er der i de her skildrede »Myrehaver« end ikke Tale om saa nøje Tilpasninger i Bygning og Livsforhold, som vi fandt hos Ce- cropia-Træet, saa er der dog et iøjnefaldende Gensidighedsforhold til fælles Bedste. Desuden lærer disse Blomsterreder os en ny Side at kende af de intelligente og alsidige Myrers Virksomhed: vi ser dem som Gartnere, der tilmed lader Blomsterplantning — blomstersmykkede Altaner indgaa som et smukt og nyttigt Led i Bygningskunsten. De foregaar de store Byers Befolkning med et Eksempel til Efter- følgelse ! * * * Dog — ikke blot i Troperne, ogsaa under vore hjemlige Himmel- strøg vil man kunne finde Eksempler paa Symbiose, om de end er mindre stærkt udprægede end de nys anførte Eksempler. Paa et Lindeblads Underside vil man i Hjørnerne mellem de kraf- tigste Ribbers Udspring finde nogle Grupper af fine Haar, der, paa et friskgrønt Blad, tegner sig som et hvidliggult Filt. I Virkeligheden er det da ogsaa smaa »døckerske Filtdele«, man her har for sig; »Do- matierd kalder Botanikerne dem. Er man heldig ved Undersøgelsen af friske Lindeblade, vil man — bedst ved Hjælp af en Lupe kunne se de Væsner, som Linden her giver Fribolig. Det er nogle bittesmaa Dyr af Rovmiddernes Slægt, der ud fra disse Skjulesteder