Naturens Vidundere

233 dens Moderbryst. Nu véd han, at ogsaa i Aar vil Valmuens røde Fakkelskare tænde Midsommerblus mellem Kornets Straa. Saa ærbar og uskyldigt gemmer de sig dernede mellem Jordklum- perne — de smaa Rosetter. Det er, som om de vidste, at kun derved kunde de staa imod Snedrivernes tunge Tryk i den strænge Vintertid. Men nu er Sneen borte, og snart vil Valmuens Stængel ranke sig til Vejrs, fin og elegant — skærmet af selve Modparten, den voks- ende Sæd. --------Ved St. Hansdagstid gaar et Par Blomster venner atter henad Stien. Hun plukker Favnen fuld af deres Yndlingsblomst, hvis Purpur er som en jublende Fanfare til Solens og Sommerens Pris. I løssluppen Livsglæde løfter hun det tykke Blomsterbundt højt op, — og mod Himlens Blaa luer den som et Festblus til den danske Midsommers Pris. Men han drager hende ned ved sin Side paa det lave Dige og søger en enkelt Valmue ud af Bundtet. Saa betragter han den og siger, halvt for sig selv, halvt henvendt til hende: — Se, hvor Stængelen nu er rank og smækker, og hvor dens Blade er fint frynsede. Saa værgeløs ser den ud, den slanke Valmue med sin tynde Stængel og sine Bladtungers Kniplings værk. Men føl paa den — og du vil forstaa, at dens ru Haar værner den mod Fjender. Og skulde et Dyr med mindre fine Fornemmelser forgribe sig og saare den, da skal den bedske Mælk, der flyder ud af Vun- den, nok belære det om fremtidig at vise Valmuen tilbørlig Re- spekt. Forsigtigt, næsten ømt, løfter han en af de hængende Knopper, bøjer dens to Bægerblade til Side og viser, hvorledes Kronen for at spare Plads ligger tæt sammenkrøllet som Silkehuen i en Dessert- knallert. Og medens han varsomt folder Kronens Blade ud, saa at Støvdragernes mørk violette Flok myldrer frem af Svøbet, og inderst inde den hvidgrønne Frugtknude skimtes, fortæller han om Blom- stens dybe Hemmeligheder, som kun Naturforskeren kender til Bunds — fortæller om dens tavse Elskovs Mysterier, hvis Gaader Botani- keren har løst, og om dens Rivaliseren med de andre vilde Blom- ster i alt Levendes fælles Stræben for Artens Bestaaen gennem evig Skaben af nyt Liv og nye Slægter. Han fortæller, hvorledes allerede Goethe anede, at Blomstens Dele kun er Omdannelser af et og samme Grundorgan, Bladet, saa at ogsaa her Enheden i Naturen er bevaret. Han viser, hvorledes Valmuekronens straalende Rødt med de