Naturens Vidundere

2 37 og er foreløbig det eneste, der ses af den sammenfoldede Dragt. Kun langsomt viger de fra hverandre, saa at de mange Læg efterhaanden glattes ud. Langs Ribber og Rand er det grønne Stof frynset med hvide Dun, der overtrækker Dragten som et Silkeslør, hvori Lyset brydes med sølvblank Glans — en æstetisk Nydelse for os, men en saare nyttig Foranstaltning af den praktiske Natur, for hvem det »at gavne og fornøje« er ét; Dunsløret skaber jo et Værn mod Livs- safternes altfor stærke Udstrømning gennem den endnu tynde Dragt — mod Hen visnen og Død. Lidt slapt hænger det unge Løv i Begyndelsen ned fra Grenspid- serne, som var det ængsteligt for at bade sig i Lyshavet. Og det gør Ret i ikke straks at være for sejrsbevidst. Solens Straaler vilde da favne det for voldsomt, favne det ihjel. Foreløbig nøjes det med lette, platoniske Strejfkys1 — Men alt som det bliver ældre og mere haardhudet, bliver det dristigere, retter sig paa sin Stilk og breder sig ud, givende hele sit Legeme til Pris for Lysets Favntag. Fra da af begynder det at tabe sin jomfruelige Ynde. Brudestad- sen erstattes af en jævn Hverdagsdragt: det fine Kniplingsvæv ka- stes bort som unyttig Pynt, og den lysegrønne Silkerobe ombyttes med en solid, mørk Dagligkjole, der skal holde Sommeren igennem, __ hvad enten det stormer eller regner eller er brændende Solskin. Urskovsinteriører. Hvem der blot én Gang i sit Liv har levet i Troperne, vil stedse sande Humboldts vise Ord: »Ingen vandrer ustraffet under Palmer«. Som Natsværmeren uafladelig kredser om Lyset — maaske for til- sidst at brænde Vingerne — saaledes vender Tropefarerens Tanker uimodstaaelig tilbage til de fjerne, sollyse Lande, hvor det forekom- mer ham, som om Livet indsuges i stærkere, mere koncentrerede Essenser end under vore kølige Breddegrader. Og er det tilmed en af disse triste, blæsende Graavejrsdage, paa hvilken vor Sommer er saa rig, og alt udenfor ligger graat i graat, medens Regntykninger afløser hverandre i uafbrudt Rækkefølge, og Regnen pisker mod Rudeglassene, ja saa vaagner Længslen efter Ækvators Sol og evige Sommer med fornyet Kraft, og forbi glider farvestærke Egne, der staar i sær Modsætning til de graatunge Dages Enstonighed.