Naturens Vidundere

1 Norden er der kun faa, som har cn rigtig Forestilling om de sæl- somme Skove, der i det brede Ækvatorbælte spænder om vor Jords Midie. Medens det falder vore Digtere og Malere let at skildre Bøge- skovens bløde, harmonisk svungne Linier, Grenenes gratiøse Buer og Kronernes jævnt afrundede Kupler, vilde de faa en betydelig vanskeligere Opgave i at male den tropiske Skov med Ord eller Far- ver. Blev end nok saa mange Palmer, Træbregner, Bambus og Slyng- planter anbragte i en tempereret Skov, vilde dog den, der blot een Gang færdedes i Troperne, ved første Øjekast og selv paa lang Af- stand se den uægte, »lavede« Teaterdekoration, som derved frem- kom. Disse Planter danner ganske vist en nødvendig Staffage; men det er ikke Staffagen alene, som betinger Tropeskovens Karakter. Det er heller ikke det, at Træerne hist nede bærer andet Løv, har andre Farver end i vore Himmelstrøg. Nej, de enkelte Træers For- mer er saa fremmedartede fra vore og indbyrdes saa forskellige, at de giver Helheden et eget mangfoldigt Præg, der, tiltrods for En- kelthedernes Skønhed, ofte virker uroligt, undertiden næsten dis- harmonisk. Det er, som om Forskellen mellem Menneskenes Liv i Europa og i de hede Himmelstrøg afspejlede sig i Vegetationen. Her underordnes Individet — Mennesket saa vel som Skovtræet — Hel- heden, assimilerer sig med den og skaber derved den ensartede, kom- pakte Masse, vi kalder »Samfundet« eller »Skov-Bestanden«. Hist er den enkelte i langt højere Grad sig selv nok, og der skabes mere in- dividuel Frihed, Uensartethed, Mangfoldighed — i Skoven som i Menneskelivet. Ved første Blik finder Øjet ingen Hvile, Tanken ingen »Plan« i den tropiske Skov. Vel er Stammerne saa godt som alle ranke som Søjler; men deres Forgreninger er saa usædvanlige og uens — en- kelte saa regelmæssige, at de forekommer stiliserede, de fleste saa barokke, at de tilsyneladende spotter ethvert Forsøg paa Form- Gruppering. Dog, efterhaanden som Bekendtskabet med de forskel- lige Træer bliver fortroligere, vokser Botanikerens Mod, hans Tillid til Naturens Lovmæssighed bekræftes paany, og han formaar tilsidst at opstille en hel Række særlig karakteristiske Typer paa Træformer. Søjlejormen er en af disse og en af de først bemærkede. I Kampen for Tilværelsen eller, mere bestemt, i Kampen om den største Lys- mængde stræber Urskovens tæt staaende Træer saa meget som mu- ligt opad, — ikke blot de slanke Stammer, men ogsaa Grenene. Un- dertiden gaar disse saa lodret tilvejrs, at de endogsaa forenes med Stammen og danner store Rifler paa denne. En ganske anden Type, maaske den smukkeste blandt Urskovstræernes utallige Former, er