Naturens Vidundere
Forfatter: J. O. Bøving-Petersen
År: 1911
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: København og Kristiania
Sider: 317
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
19
tropiske Haves Koralrev har deres særlige Dyreverden, hvis Former
straaler i pragtfulde og brogede Farver; Overfladens utallige, for stør-
ste Delen mikroskopiske Organismer, der driver hid og did for Strøm
og Vove, er paa mange Maader tilpassede til at opnaa den størst mu-
lige Lethed; og endelig har — sidst, men ikke mindst — Dybhavs-
dyrene visse fælles Træk, der gør det muligt for dem at friste Tilvæ-
relsen under de store Oceandybders abnorme Livsforhold.
Dog — dette, indtil for en god Menneskealder tilbage saa lidet
kendte Liv vil vi ofre et særligt Afsnit.
Dybhavsdyrenes Tilpasninger.
»Paa Havets Bund ligger Zoologens forjæt-
tede Land.« Wyville Thomson.
Havet har jo altid i en ganske særlig Grad tiltrukket sig Menne-
skenes Opmærksomhed og holdt den fangen. Dets evigt bevægelige
Flade og dets hemmelighedsfulde, indtil for faa Aartier siden uud-
grundede Dybder satte steds© Fantasien i Svingning os sav dsn vidt
Spillerum.
1 alle Tiders og i alle -Landes Digtning har da ogsaa Havet spillet
en fremtrædende Rolle.
— Men ikke saa i Videnskaben. Dér var det længe Stedbarn.
Man lod sig helt op til det sidste Aarhundred nøje med at under-
søge Kysterne og de lavvandede Indhave samt, dog kun i ringe Grad,
Oceanets øverste Vandlag; Dybet var stedse en uudgrundelig og af-
skrækkende Verden, som Overtroen fra gammel Tid af befolkede med
de mest fantastiske Skikkelser, medens mere nøgternt anlagte Natu-
rer simpelthen ansaa det for blottet for selv den ringeste Livskim __
ansaa det for en uhyre Grav, hvis mørke Øde og Tomhed der ikke
var Grund til at interessere sig for. En fransk Naturforsker fra Be-
gyndelsen af det sidste Aarhundred gik endog saa vidt, at han antog
de store Oceandybders Bund for dækket af evig Is, ligesom de høje-
ste Bjærges Toppe dækkes af evig Sne.
Mærkelig nok, omtrent samtidig med. at denne radikale Livs-
fornægtelse fremsattes, hændte det, at Livet paa Dybhavets Bund
skulde sende Menneskene sin første Hilsen — og det endda fra selve
Ishavet! I 1818 fandt John Ross nemlig i Baffinsbay. i Mudder, der
2*