Naturens Vidundere

244 Livet vaagner som af en tung Døs og synes at ville kaste sin uforan- derlige Maske. Disse Øjeblikke staar for Tropefareren som de skønneste, han kender. Naturen er da i en Feststemning, som uvilkaarlig meddeler sig til alt levende, og som bortvejrer alle hans vage Længsler og ulmende Hjemve. Rask tager han sit Bad, suger den læskende Saft af en halv Snes Oranger og rider saa ud ad smalle, slyngede Bjærg- stier mellem skovbevoksede Højder. Langs Stien lukker og sænker <let følsomme Mimosekrat sine Blade, naar de berøres af Hestens Hove. Funklende Kolibrier farer pilsnart fra Busk til Busk, stanser pludselig som med et Ryk foran en Blomst et Par Skridt fra Rytteren og hviler nogle Øjeblikke i Luften paa svirrende, fast usynlige Vinge- slag, for i næste Nu at være hundrede Skridt borte, sugende den næste Blomst paa deres Vej. »Blomsterkysseren« kalder Brasilianeren poetisk og malende den lille Fugl; »Himlens Sendebud« benævner Indianeren den, fordi han tror, at Menneskeaanden efter Døden tager Bolig i en Blomst, forvandlet til dens duftende Safter. Kolibrien, der suger Blomstens Sødme, er da det Sendebud, der bærer Sjælen bort. Langs Bj ærgsiderne flænger Solen Morgentaagens Tæppe i hvide Sky flosser, der ruller sig op gennem Skovdragene og strømmer ud i Lufthavet som rosa eller perlemorsblanke Fnug. Men inde fra Sko- venes Gem toner, medens Taagerne splittes og letter, et Kor af Lyde, et Stykke Naturkoncert, sammensat af tusinde Dyrestemmer, ak- kompagnerede af Morgenbrisens Raslen i Løvet og de faldende Dug- draabers Smæld mod store, glatte Bladplader. Som en jublende Hymne til Livet og Lyset stiger det mægtige Orkester op gennem Løvhvæl- vingen, ucl over de dugvaade Enge. Og er det i Begyndelsen af Regntiden, med hvilken Pragt straaler Skoven da ikke, naar Taagesløret løfter sig tilvejrs, og Dagens Lys- væld strømmer ned over Kronerne. Thi det er en anden Forskel mellem Tropernes Skove og vore, at de allerfleste Træer hist nede mindst een Gang om Aaret ifører sig et Blomster skrud, hvorom vore Drivhuse kun giver lidet Begreb, vore Skove intet. Gaar man dybt inde i den tropiske Skov, aner man ikke, hvor stor dens Blomsterrigdom i Virkeligheden er. Snarest vil den nyankomne føle sig skuffet i sine Forventninger ved den tilsyne- ladende Armod, og han vil tro, at vore Enge er tifold rigere paa Blomster end den yppigste Urskov. Forholdet er jo imidlertid det, at hos os er al Blomsterpragt samlet paa Engenes, Markernes og Skovbundens Flader i et let overskueligt Tæppe; men i Troperne er