Naturens Vidundere

245 dette ikke Tilfældet. Paa de aabne Strækninger staar Græsset i høje Tuer, der skjuler mange blomstrende Buske, og i Skovene er Lys- mængden for ringe, Kampen derom for stærk til, at der kan dannes et smilende Skovbundstæppe i Lighed med vore Skoves ved Foraarstid. Derfor — vil man have et Indtryk af tropisk Blonisterpragt, skal man være udenfor Skoven og helst oppe paa en Højde, hvorfra man kan skue ned over Kronerne. Et pragtfuldt Syn møder da ens Blik. Thi det er jo saa, at den tropiske Skovs Træer ikke, som vore, bærer smaa, fattige Blomster, hvis Farver falder sammen med Løvets, — Blomster, som bestøves ved Vinden og lige saa lidt fryder vore æstetiske Sanser, soin de lok- ker Sommerfuglen paa dens honningsøgende Flugt. Nej, den tropiske Skov er i sin Blomsterpragt lige saa broget og mangfoldig som i sin Sammensætning af Myrter, Akacier, Lavrbærtræer og Hundreder andre »Drivhusvækster«, der her rager op med taarnhøje Stammer, og hvis Kroner i Regntiden dækkes af et mangefarvet Flor. Holder man sin Hest an paa Bjærgstien og ser ned over disse Løvhvælvinger, er det, som saa man et Hav i grønne og blaanende Toner, smykket med farvestraalende Blomsterøer, henslængte i over- daadigt Lune. Saa tæt og rigt blomstrer nogle Kroner, at Løvet ganske skjules. Eet Træ staar klædt i hvidt, saa skært som nyfalden Sne, et andet pranger i purpurrødt, andre i mørkviolet, nogle i orange og gyldne Farver. Øjet ser sig sent mæt paa al denne Pragt, og i slige Timer er det, at Tropenaturen forekommer den Fremmede som et forladt Paradis. Mismodig spørger han sig selv, hvorfor Civilisationen har maattet slaa Rødder i de kolde Lande fremfor i Ækvatoregnenes rige Natur. ---------Forunderlig stille og ligesom uddød hviler Skoven i Mid- dagssolens hede Lysbad. Morgentimens mangetonige Orkester er for- længst hendøet, alt som Køligheden veg for Solens Brand. Som en matblaa Kuppel hvælver Himlen sig over de mile vide Skove, hvis Ro staar i sær Modsætning til Morgenens støjende Dyreliv og til Ve- getationens svulmende Fylde. Kun de funklende Kolibrier smutter ilsomt ud og ind, og store, straalende Dagsværmere svæver paa ro- lige Vingeslag hen over Blomster øerne, hvilende snart paa en, snart paa en anden. Deres Flugt er saa vuggende og magelig, som var de sig bevidste, at for deres Skyld er al denne Blomsterpragt til, at for dem klæder Urskovens hundredaarige Træer sig i ungdommelig straalende Toiletter. Fattig og fordringsløs er i Sammenligning de nordiske Skoves Brudepragt, naar Foraarsvinden ryster de fine Støvkorn ud og ind