Naturens Vidundere

246 af de smaa, beskedent grønne Blomster. Naar Skoven staar Brud i Troperne, straaler den i mere end fyrstelig Pragt, og som »postillon d’amour« nøjes den ikke med Vinden, men tager i sit Sold Tusinder af festklædte Sommerfugle og Kolibrier. Berusede af Honningens Sødme, Blomsternes Duft og Solens Ild bærer de vingede Skarer det befrugtende Støv fra Træ til Træ. — Saaledes ligger der, naar alt kommer til alt, en dyb Sandhed i den indianske Myte om Kolibrien som Himlens Sendebud. Den lille »Blomsterkysser« er jo for Skoven selve den vingede Gud Amor, der bærer Kærlighedsbud fra Blomst til Blomst. * * * Følelser lig dem, hvormed Pilgrimmen betræder Templets Aller- helligste, bemægtiger sig den Fremmede, naar han for første Gang trænger ind i Urskovens Dybder. Det er, som om Skoven selv stræbte at holde ham udenfor sine Mysterier. Langs dens sollyse Bryn hænger fra Kroner til Jord et Tæppe af Lianer — træagtige Slyngplanter —, der smiler ham i Møde som et blomstrende Espalier; men bag Løvet gemmer sig forræde- riske Ranker, der indfiltrer ham i deres sejge Fangnet, og hvis Torne river og stikker i Byttet. Den lange Skovkniv maa ud af Skeden, og langsomt — Hug for Hug, Fod for Fod — vinder han frem gen- nem den tætte Mur, der forskanser Skoven. Han er tilmode næsten, som begik han Helligbrøde, medens han saaledes voldelig trænger ind i den mægtige Tempelhal, hvis høje Løvhvælvinger kun lader et dæmpet Halvlys sive ned mellem Stam- mernes marmorgraa Søjler, og hvor der midt paa Dagen er stille som i en Kirke. Og han — Mennesket med al sin Civilisation og Over- kultur — stanser og gribes herinde mellem Planterigets Kæmper af en ubestemt Frygt, en andagtsfuld Gysen overfor denne vældige Natur, denne ubeherskede Fylde, hvor — bag den store Stilheds Maske — Fødsel og Liv, Kamp og Død, alle Tilværelsens Kræfter brydes i hurtigere, voldsommere Tempo end under hans Hjemstavns kølige Himmelstrøg. Herinde, om noget Sted, lever og regerer endnu den store Pan.------ — Dog selv med Pan bliver et moderne Menneske jo fortroligt. Snart vaagner atter den nøgterne Besindelse. Rolig iagttagende baner vi os videre ind i Helligdommen; og inden ret længe hugger vi løs