Naturens Vidundere

Forfatter: J. O. Bøving-Petersen

År: 1911

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 317

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 330 Forrige Næste
270 tation afspejler en hel Række Plantesamfunds Kampe med Natur- omgivelserne og med hverandre, hvori Sejr og Nederlag følger hin- anden ganske som i Folkeracers og Nationers Historie. Vi møder et tilsvarende Stykke Plantesamfunds-Historie. Men herpaa vil vi ofre et særligt Afsnit, der da tillige maa gælde som Type for tilsvarende Vekselvirkninger og Kampe mellem andre Plantesamfund, tilpassede efter andre Naturforhold. Formen for disse- Vekselvirkninger er vel skiftende, men Princippet — Tilpasningen — er det samme, stedse tilbagevendende Ledemotiv. Klittens Saga. For de fleste er Naturnydelse af ublandet æstetisk Art — en mere eller mindre personlig Hengivelse i den Stemning, der skabes af et Landskabs Former og Farver. Hos nogle beriges Stemningen ved Kendskab til Egnens historiske eller kulturelle Baggrund, der gør den mere levende, ligesom giver den Staffage. Kun de færreste naar den inderlige Forstaaelse af Naturen, der lader Stemning og Forsk- ning smelte sammen i en eneste Symfoni, som den, der klinger igen- nem en Goethes Naturbetragtning. Man læse som Eksempel Goethes lille Afhandling »Om Graniten«, hvori Tanken om at sætte Foden paa Jordens ældste faste Masse hæver hans Stil til en Patos, hvis Inderlighed er af dyb panteistisk Natur. Da Goethe stod paa en af Harzbjærgenes Granitkuller og saa ud over Landskabet, fyldte det hans Sjæl med en Stemning, dy- bere og rigere end den rene Æstetikers, — fordi i ham Kunstneren og Forskeren, Æstetiken og Erkendelsen var forenede. — Hans geo- logisk-poetiske Højsang om Graniten burde læses af enhver Harz- rejsende, og af enhver, der vil betræde Norges Urfj ælde eller Dan- marks eneste Granitland, Bornholm. Og nu vore Klitter-. Vore Kunstnere har malet dem, vore Digtere- besunget dem saa ofte, at Publikum omsider er bleven opdraget til at beundre dem. Et Nutidsmenneske med blot Gnist af Natursans ser i et Klitlandskab ikke længere noget grimt — som i fordums Dage — men et Stykke oprindelig, stemningsvækkende Natur. Men ud over dette? Hvor mange af de Hundreder af Badegæster, der Sommer efter