Naturens Vidundere

272 tigt og har Ord for at være forgængeligt, har i Virkeligheden sin egen urgamle Historie og er — geologisk set — af den ædleste Byrd. Dets utallige smaa, glitrende Kvartskorn har jo alle været Dele af Norges og S verrigs Granit- og Gnejsfjælde, og da »den store Revo- lution«, Istiden, kom, gjorde de det samme som de franske Adels- slægter: emigrerede. Senere lejrede de sig som Moræner i Midtjyl- land, fra hvis Aase de smeltende Bræers Jøkelelve førte Sandet hen over X estjyllands Flader, helt ud i Vesterhavet, forvandlende dets Bund til en uhyre Ørken — et undersøisk Sahara. Sand er der da nok af! Tidevandet og de herskende Vestenvindes Brænding fører det tilbage til den Kyst, hvorfra det gled ud, fører det hen over det jævnt skraanende Strandbælte, hvor Landets og Ha- vets Ørkener gaar over i hinanden. Hver eneste sydende, skumblank Sø, der glider ind fra Brændingens Fos, tegner sine Konturer med en lille vaad Sandvold. Og saa begynder Luften sit Spil. Sandet tørrer og bliver let, og Vestenvinden fortsætter nu, hvor Havet slap: de hvide Kvartskorn fyger og løber mod Øst, som vilde de vende tilbage til de gamle Morænelejer derinde i Midtjylland. Men Landet er ikke mere saa aabent og nøgent som den Gang, da Sandet emigrerede. Jorden er bleven iklædt Græs og Lyng, Skov og Kornmarker, og allerede ude ved Kysten standses Sandflugten af Plantesamfundets vagtsomme Pionerer i Jyllands far west — den graagrønne, smalbladede Hjælme, det blaagraa, bredbladede Mare- halm og andre haardføre Strand vækster. De giver Læ. Men Læ er Sandflugtens Død: Som stækkede Smaavæsener synker de fine Kvarts- korn til Hvile ved Hjælmens Totter, hober sig sammen i Tuer og danner lange, hvide Sandtunger, pegende mod Øst — mod de Egne, de aldrig skal naa. Og nu begynder for Alvor den Kamp mellem Sandet og Plan- terne, der fører til Dannelsen af »den hvide Klit« og siden til andre Klitformer. Er Strandens Planter etaarige — som Strandsennop, Salturter o. 1. — da varer Sandets foreløbige Fangenskab jo kun til Efteraaret, naar Planterne dør, og Høststormene fejer vildt hen over den nøgne Strand. Men er det fleraarige Græsser, der vokser derude — som Krybhvene, Strand-Kvik, Marehalm og fremfor alle Hjæl- men — da kan Fangenskabet blive for stedse, og de store Klitter dannes. Først opstaar »den hvide Klit«, hvori Sandet endnu skinner frem overalt mellem Hjælmetuerne eller »Klittaget«. Den kaldes ogsaa den »levende« Klit, fordi Overfladen stadig er i Bevægelse: Hjælmen skri-