Naturens Vidundere

285 dette umaadelige Spisekammer. Flere meddelte mig, at Larmen var saa stærk, at deres Heste blev forskrækkede, og at det var vanske- ligt at høre hinanden, uden hvis man brølede hinanden ind i Øret. Jorden var bedækket med knækkede Grene og nøgne Dueunger, der var styrtede ned, og hvormed Hjorder af Svin delikaterede sig. Store Flokke af Høge, Musvaager og Ørne svævede oppe i Luften og snappede lystig væk af Ungerne i Rederne. Fra en Højde af tyve Fod og op til Trætoppene frembød Synet af Skoven et uafbrudt Vir- var af sammenklumpede, flagrende Duemasser. Deres Vingeslags buldrende Torden blandedes med den hyppige Bragen af fældede Stammer. Thi nu var Økserne komne i Brug til at omhugge de Træer, der syntes tættest bedækkede med Reder, og man søgte at fælde dem saadan, at de i deres Fald maatte rive flere andre med omkuld . . . .« Meddeleren blev Øjenvidne til denne uhyre Sværms Vandring, som han beskriver saaledes: »Da jeg naaede ud til en Lys- ning ved Bredden af en Strøm, hvor jeg havde mere fri Udsigt, blev jeg aldeles forbavset ved Synet af Duerne. Med stadig samme hurtige Fart og i over Skudhøjde fløj de i en, adskillige Lag tyk Masse, saa tæt, at hvis en Bøsse havde kunnet række dem, vilde intet Skud kunne have undgaaet at sende adskillige af dem ned til Jorden. Saa langt Øjet kunde naa fra højre til venstre bredte dette uhyre Tog sig og saa ud til overalt at være lige tæt. Nysgerrig efter at faa at se, hvor længe dette Syn kunde vare ved, tog jeg mit Ur frem for at mærke mig Tiden og satte mig ned for at iagttage Toget. Klok- ken var da halvto. Jeg blev siddende over en Time; men i Stedet for at tage af syntes denne mægtige Procession snarere at tage til, baade i Tal og i Hurtighed. For at naa Frankfort inden Aften rejste jeg mig da og drog videre. Omtrent Klokken fire om Kftermiddagen passerede jeg Kentucky Floden ved Byen Frankfort, og endnu syntes den levende Strøm, over mit Hoved lige saa talrig og udstrakt som nogen Sinde. Endnu længe efter saa jeg store Sværme passere med en Varighed af seks til otte Minutter, fulgte af endnu andre Efter- nølerflokke, — alle bevægende sig i samme, sydvestlige Retning. Og saaledes blev det ved til over Klokken seks om Aftenen.« Iagttage- ren anslog dette Togs Størrelse til mindst to Tusind Millioner!-- Bedre end noget andet giver vel denne Skildring et levende Indtryk af, hvilken umaadelig Kamp for Tilværelsen der maa finde Sted i Naturen. Naar disse saa forsvarsløse Duer, der stedse er udsatte for Efterstræbelser og tilmed har en saa ringe Formeringsevne alligevel kan opnaa saa imponerende Tal, hvor megen Udryddelse maa der saa ikke finde Sted, hvor Formeringsevnen er større, hvilket den