Naturens Vidundere

295 — med hvilket som helst andet Medlem af Samfundet, der maatte forlange det. Naar to Myrer af forskellige Arter eller fra to fjendt- lige Reder mødes, søger de at undgaa hinanden; men naar to Myrer, der hører til samme Rede eller til et andet venligsindet Samfund, mødes, udveksler de nogle Bevægelser med Følehornene, og hvis en af dem er sulten eller tørstig og navnlig, hvis den anden har Maven fyldt, beder den første straks om Mad. Den Myre, som faar Anmod- ningen, afslaar den aldrig; den aabner Kæberne, indtager en pas- sende Stilling og opgylper en Draabe af et gennemsigtigt Fluidum, som den sultne Kammerat suger til sig. Hvis en Myre med fyldt Mave nægter at give en Kammerat Føde, behandles den som Fjende eller endnu værre. Hvis Afslaget gives, mens de øvrige Myrer kæmper med fremmede Arter, falder de senere over den begærlige Kamme- rat med endnu større Voldsomhed end den, hvormed de før gik imod Fjenden. Og naar en Myre har givet en anden Myre, som hører til en fjendtlig Rede, af sin Føde, bliver den behandlet som Ven af dennes Frænder. I hele denne uhyre Afdeling af Dyreriget, som omfatter over Tusind forskellige Arter, findes der ikke Kamp blandt Medlemmer af samme Rede eller samme Koloni. Hvor heftigt Kampen end føres mellem de forskellige Arter, og hvilke Grusomheder der end be- gaas i Krigstider, saa er gensidig Hjælp indenfor Samfundet, ja, endog hyppigt det enkelte Individs Opofrelse til Fordel for det fælles bedste, en almindelig Vedtægt. Deres kunstfærdige Reder, deres Byg- ninger, som i Forhold til Menneskets er disses overlegne, deres ba- nede Veje og underjordiske Hvælvinger, deres rummelige Haller og Kornmagasiner, deres Marker, Høsten, den rationelle Maade, hvor- paa de udklækker Æggene og Larverne og laver særlige Reder for at opdrætte Bladlusene (som Linné saa betegnende kalder for »My- rernes Køer«) og endelig deres Mod, Aandsnærværelse og Intelligens __ alt dette er et naturligt Udslag af det Faktum, at de paa ethvert Stadium af deres arbejdsomme Liv praktiserer gensidig Hjælp. Da Forel en Gang slap en hel Sæk fuld af Myrer ud paa en Eng, saa han, at Faarekyllingerne løb deres Vej efterladende deres Reder til Myrerne — de og Græshopperne flygtede i alle Retninger; Edder- kopperne og Billerne løb fra deres Bytte for selv at undgaa at blive et Bytte, ja endog Hvepserederne toges i Besiddelse af Myrerne, dog først efter en Kamp, i hvilken flere af Myrerne tilsatte Livet til Fordel for den fælles Sikkerhed. Selv de hurtigste Insekter kan ikke undfly Myrerne, og Forel har ofte set baade Sommerfugle, Myg og Fluer blive overraskede og dræbte af Myrer.