Naturens Vidundere

300 hinanden for at fange den Fisk, der er imellem Nettene. Naar Nat- ten kommer, flyver de til Hvilepladserne — altid samme Plads for hver Flok — og man har aldrig nogensinde set dem strides, hverken om Fiskepladsen eller om Hvilestedet. I Syd-Amerika samler de sig i Flokke paa fyrre til halvtredsindstyve tusinde Individer; nogle af dem so ver, medens andre holder Vagt, og andre igen gaar paa Fiskeri. Det vilde være højst uretfærdigt mod vor egen, saa foragtede hjemlige Spurv ikke her at omtale, hvor trofast hver enkelt deler den Føde, som den finder, med alle Medlemmer af det Samfund, den tilhører. Allerede Grækerne kendte dette Træk hos Spurvene, og det er blevet overleveret til Efterverdenen gennem en græsk Taler, der en Gang sagde: »Medens jeg staar her og taler til eder, flyver en Spurv rundt til andre Spurve og fortæller dem, at en Slave har tabt en Sæk Korn paa Jorden; hvorpaa alle Spurvene flyver hen til det angivne Sted og æder af Kornet.« Og man glæder sig, naar man finder denne Iagttagelse fra Oldtiden bekræftet i en lille Bog af Gurney; heller ikke han tvivler om, at Spurvene altid meddeler hverandre, hvor der er noget at stjæle. Han siger blandt andet: »Naar der er blevet tærsket Korn, selv i lang Afstand fra Gaarden, har alle Gaardens Spurve deres Kroer fulde af dette Korn.« Vistnok er Spurvene særlig nøjeregnende med at holde deres Domæne fri for fremmed Indtrængen; saaledes kæmper Spurvene i Luxembourg- Haven (Paris) bittert med alle andre Spurve, som forsøger at komme ind i Haven, men indenfor deres eget Samfund hjælper de gensidig hverandre, selv om der lejlighedsvis, som ske kan blandt de bedste Venner, opstaar en lille Trætte. At jage og søge Føde i Fællesskab er saa almindelig Skik i den fjedrede Verden, at det vil være overflødigt at anføre flere Eksemp- ler; det kan fastslaas som en Kendsgerning. Med Hensyn til den Magt, en saadan Sammenslutning giver, behøver dette næppe heller at akcentueres. De stærkeste Rovfugle er magtesløse overfor de mindste Fugle, naar disse angriber dem i Flok. Selv Ørnene — endog den kraftige og grusomme Kongeørn, som er stærk nok til at bære en Hare eller en ung Antilope i sine Kløer — maa afstaa sit Bytte til Glenteflokkene, som altid er rede til at begynde en regulær Jagt, saa snart de opdager, at Ørnen er i Besiddelse af et godt Bytte. Derimod har man aldrig set Glenterne indbyrdes strides om det stjaalne Bytte. Den lille, men umaadelig hurtige Vibe forfølger dri- stigt Rovfuglene. At se Viberne forfølge en Musvaage, en Glente, en Krage eller en Ørn er et ligefrem fornøjeligt Syn. I saadanne Til- fælde hjælper de hverandre af al Evne, og deres Mod vokser med