Naturens Vidundere

304 den hyppigt under for sin Sorg og følger den tabte Ven i Døden. * * * Saa snart Foraaret indfinder sig i de tempererede Zoner, kom- mer Myriader af Fugle, der Vinteren over har været spredt i de sydlige, varme Egne, sammen for i talløse Sværme, fulde af Liv og Glæde, at drage imod Nord og udklække Ynglen. Hver Hæk, hver Lund, hver Klippe i Havet, hver Indsø og hver lille Dam bliver paa den Aarstid et Vidnesbyrd om den store Betydning, som gen- sidig Hjælp har for Fuglenes Liv, om den Kraft, Energi og Sikker- hed, den giver hvert eneste levende Væsen, hvor svagt og forsvars- løst det end i sig selv kan være. Lad os for Eksempel tage en af de utallige Indsøer paa de rus- siske eller sibiriske Stepper. Bredderne er befolket med Myriader af Vadefugle af mindst en Snes forskellige Arter, som alle lever i god Forstaaelse, og alle er rede til gensidig at forsvare hverandre. »I flere Hundrede Meters Afstand fra Bredden er Luften opfyldt af Maager og Svaler som Sneflokke paa en Vinterdag. Strandløbere og Brokfugle løber fløjtende langs Bredden, søgende efter Føde og fry- dende sig ved Livet. Ude paa Vandet, næsten paa hver en lille Bølge- top vugger Ænderne sig, medens store Sværme af Kasarkiænder ses længst ude. Overalt er der Liv i Overflod« (Syevertsoff). Men saa har vi Røverne, de stærkeste og de snedigste, de som er »ideelt or- ganiserede for Rov«! Vi hører deres sultne, vrede og vilde Skrig, me- dens de Time efter Time venter paa Lejlighed til at snappe et en- kelt ubeskyttet Individ ud af denne levende Masse. Dog, saa snart de nærmer sig, signaliseres deres Komme af en halv Snes frivillige Vagtposter, og Maager og Svaler begynder at forfølge Fjenden. Ra- sende af Sult glemmer denne tilsidst sin sædvanlige Forsigtighed og kaster sig pludselig midt ind imellem dem, men angribes fra alle Sider og maa trække sig tilbage. I sin Fortvivlelse anfalder den Vild- ænderne, men de kloge, selskabelige Fugle samler sig hurtigt i Flok og flyver bort — hvis Fjenden er en Ørn. Er det derimod en Falk, der angriber dem, dykker de ned i Søen, og hvis det er en Glente, plasker de saa voldsomt med Vingerne, at Vandet sprøjtes til Vejrs og forvirrer Røveren. Og mens Livet vedbliver at sværme omkring Søen og paa denne, flyver Fjenden bort med vilde Skrig og giver sig til at spejde efter et Aadsel eller efter en Fugleunge, der endnu ikke har lært at lystre Skildvagternes advarende Signaler. Her, hvor der