Naturens Vidundere

305 er Liv i Overflod maa den »ideelt udrustede Røver« nøjes med Af- faldet af dette Liv. »Længer imod Nord, ved Øgrupperne i Ishavet, kan man sejle milevis langs Kysten og se alle Skær, Klipper og Fjældsider bedæk- kede med Søfugle, hvis hvide Bryster træder skarpt frem mod den mørke Baggrund; det ser ud, som om Klipperne er oversprøjtet med Kalk. Luften er alle Vegne saa at sige fyldt med Fugle« (Norden- skjold). Ethvert saadant Fuglebjærg er en levende Illustration paa Loven om gensidig Hjælp og ligeledes paa den uendelige Variering af Karakter, Individer og Arter, som resulterer af Liv i Samfund: Strandskaden er bekendt for sin Dristighed til af angribe Rovfugle. Stenvenderen, der er en frygtsom Fugl, naar den er blandt Fugle af en mere energisk Art, overtager gærne Posten som Skildvagt, naar den er sammen med mindre Fugle. Saa er der de herskesyge Svaner, de udpræget selskabelige, islandske Maager, som kun sjældent strides indbyrdes og altid kun kort, de indtagende Polarlommer, der stadig kærtegner hverandre, den egoistiske Gaas, der afviser en død Kam- merats moderløse Smaa, og Side om Side med den en anden Hun, der uden Betænkning tager sig af hver en moderløs Stakkel, den træffer paa sin Vej, og ofte er omringet af over et halvt Hundrede fremmede Unger, som den behandler med samme Omhu som sine egne — eller Edderfuglen, blandt hvilke flere Hunner ofte ruger i samme Rede; og endelig Lommerne, der skiftes til at sidde paa samme Rede. Det er saa almindeligt blandt Fuglene, at de kommer sammen i Yngletiden, at vi næppe behøver at anføre flere Eksempler. Vore Træer er fulde af Kragereder, vore Hække af de mindre Fugles. Under Bøndergaardenes Tage lever hele Svalekolonier, og i gamle Taarn- bygninger bor der Mængder af Natfugle. Der kunde skrives meget om den rørende Fred og Harmoni, der hersker i alle disse Fuglesam- fund. Det er en Selvfølge, at de svage og smaa nyder uendelig For- del ved denne Sammenslutning. Det selskabelige Liv ophører ikke med Rugeperioden, det be- gynder kun under en ny Form. De unge Kuld kommer sammen med andre unge, i Reglen af flere forskellige Arter. Paa den Tid er det fornemmelig for Fornøjelsens Skyld, Dyrene lever i Selskab — del- vis dog ogsaa for Sikkerhedens. Vi ser saaledes i vore Skove Flokke af unge Nøddehakkere, Mejser, Bogfinker, Gærdesmutter og Spætter. Det vilde være langt lettere at beskrive de Arter, der lever iso- leret, end kun at nævne Navnene paa dem, der slutter sig til de unge Fugles Efteraarsselskaber — ikke for at gaa paa Jagt eller bygge Naturens Vidundere. 20