Naturens Vidundere

Forfatter: J. O. Bøving-Petersen

År: 1911

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 317

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 330 Forrige Næste
308 son har i Asien set store Flokke vilde Hunde (Dholer) anfalde alle større Dyr, med Undtagelse af Elefanten og Flodhesten, og over- vinde Bjørne og Tigre. Hyænen lever altid i Samfund og jager i Flok. Selv Rævene, der i de civiliserede Lande lever isoleret, er bleven set jagende i Flok. Polarræven er — eller var paa Stellers Tid — et af de mest selskabelige Dyr, og naar man læser Stellers Beskrivelse af den Krig, Berings ulykkelige Mandskab førte mod disse kloge, smaa Dyr, maa man i lige høj Grad forbavses over den Intelligens Dyrene udviste for at tilrane sig Madforraadene, som over den Gru- somhed, Menneskene udviste, efterhaanden som Rævenes Overfald drev dem til Fortvivlelse. Endog enkelte Bjørnearter lever i Sam- fund paa Steder, hvor de ikke forstyrres af Mennesket. Steller har saaledes en Gang paa Kamshatka set store Flokke af den sorte Bjørn, og Polarbjørnen er ligeledes undertiden set i smaa Grupper. Dog er det navnlig blandt Gnaverne, Hovdyrene og Aberne, at der findes en stærkt udviklet Sans for gensidig Hjælp. Egernet er ganske vist i høj Grad Individualist. Hvert enkelt Dyr bygger sin egen magelige Rede og samler sit eget Forraad. Disse Dyr er anlagt for Familielivet, og Brehm har gjort den Iagttagelse, at en Egernfamilie er lykkeligst, naar Forældrene kan samle Aarets to Kuld Unger om sig paa en ensom Plet i Skoven. Dog vedligeholder de selskabelige Forbindelser. De enkelte Reders Beboere omgaas hyppigt, og naar der bliver knapt med Grankogler i den Skov, de beboer, udvandrer de i Fællesskab. Jordegernet er mere selskabeligt. Det har udpræget Sans for at samle i Lade og ophober uhyre Forraad af spiselige Rød- der og Nødder, som det i Reglen stjæler om Efteraaret fra Mennesket. Det maa efter nogle Forskeres Formening have noget af en Gniers Glæde ved at samle sammen. Ikke desmindre vedbliver Arten at være selskabelig. Den lever i store Landsbyer, og da Audubon aab- nede nogle af Boligerne, fandt han, at hvert Rum husede flere Indi- vider; de har altsaa samlet deres Forraad i Fællesskab. Murmeldyrene foretrækker at have hver sin Bolig, men lever samlet i Landsbyer. Susliken i Syd-Rusland lever i talrige Kolonier; da den er en Fare for Sæden, dræbes der aarligt ti Millioner af den. Medens de russiske Sogneraad ivrigt ved deres Møder raadslaar om, hvorledes de skal blive dette Samfundsonde kvit, nyder de smaa Dyr Livet paa den fornøjeligste Maacle. Deres Lege er saa nydelige, at ingen Iagttager kan se dem uden at glædes derved, og alle om- taler deres melodiøse Koncerter, kendetegnet ved Hannernes skarpe Fløjten og Hunnernes vemodige Sang — alligevel gør Mennesket »sin Borgerpligt« og udspekulerer de mest djævelske Midler til disse