Naturens Vidundere

26 geléagtigt at føle paa, Knoglerne bløde, bruskede, — kort sagt: hele Legemet vidner om en indvendig Eksplosion. Undertiden hænder det, at man ude paa Havets Overflade finder døde, omdrivende Fisk af den nævnte Beskaffenhed. Hvorledes de er komne derop fra de Tusinder Favnes Dybde, hvori deres Hjem var, er ikke svært at forklare sig. Som det fremgaar af de ofte mæg- tige Gribetænder og af Fig. 12 og 15 er Dybhavsfiskene nogle væl- dige Røvere, og naar en af dem i blindt Raseri og umættelig Hunger forfølger en anden, kan det jo let hænde, at de begge kommer op over den Dybde, hvorpaa de er vant til at leve; det indre Modtryk Fig. 12. Dybhavsfisk, der har slugt en anden, meget større Fisk, som skimtes gennem den stærkt udvidede Bugs Hud. bliver da større end det ydre Tryk og driver dem hjælpe- løse tilvejrs, indtil de omsider naar Over- fladen som spræng- te, bløde Masser. Nu er det imid- lertid ikke saaledes at forstaa, at alle Dyr, der under Dyb- havsforskninger ha- les op fra Bunden, altid er døde. Der er dem, hvis Væv er saa elastiske, eller ogsaa saa faste, at de ikke sprænges, — især hvis deres indre Krophulheder staar i aaben For- bindelse med Havet, saa at der er ligesom et System af Ventilappa- rater, hvorved Vandets og Dyrets gensidige Modtryk kan bringes i indbyrdes Harmoni. Næst efter det uhyre Tryk, hvorfor Dybhavsdyrene er udsatte, maa det fremhæves som en væsentlig Tilpasningsfaktor, at de lever i evigt Mørke — i alt Fald de Former, der færdes paa de mere betyde- lige Dybder. Hvor langt Lysstraalerne kan trænge ned i Havet, er det ikke let at fastslaa nøjagtigt; men det er i hvert Fald kun forsvindende i Sammenligning med de umaadelige Dybder paa halve og hele Mile og derover, man har loddet. Et godt Middel til at danne sig et Skøn over Lysgrænsen har man i de saakaldte Lukkenet, der for første Gang anvendtes paa den før nævnte tyske Valdivia-Ekspedition, som i 1898-99 gennemkrydsede de hidtil mindst udforskede Dele af Atlanterhavet, det sydlige Ishav