Naturens Vidundere

27 og det indiske Hav, og vendte hjem med et overordentlig rigt Ud- bytte. Disse Net eller Poser, der bestaar af flere Lag fint Silkegaze — ofte udvendig beskyttet af et sværere Overtræksstof — er ved en sindrig Mekanisme konstruerede saaledes, at Ringen om Posens Munding kan lukkes eller aabnes efter Indstilling. Man firer dem alt- saa lukkede ned til den bestemte Dybde, hvis Dyreliv man vil under- søge, lader dem aabne sig dér og, naar Ophalingen begynder, atter lukke sig. Paa den Maade har man Garanti for, at de Organismer, der findes i Nettet, virkelig lever paa den bestemte Dybde, hvortil Apparatet var firet ned, og at der ikke — som ved de tidligere an- vendte aabne Net — under Ophalingen trænger Organismer ind fra højere Vandlag. Da det nu er en bekendt Sag, at grønne (bladgrøntholdige) Plan- ter ikke kan trives i Mørke, vil man ved at bestemme Dybdegrænsen for de i Havets øvre Vandlag levende mikroskopiske Planter (Alger) tillige kunne danne sig et Skøn over, hvor dybt Sollyset trænger ned. Som almindeligt Resultat har det da vist sig, at under 350 Meter finder man saa godt som ingen levende bladgrøntholdige Planter, men kun deres døde, nedsynkende Rester. Denne forholdsvis ubetydelige Dybde maa altsaa sættes som den omtrentlige Grænse for Sollysets Nedtrængen. Men iøvrig svinger Grænselinjen noget: I Polarhavene, hvor Sollyset er svagere og falder mere skraat, naar det ikke en Gang saa langt ned; i de tropiske Have, nær Ækvator derimod til omkring 400 Meter. Kunde det nu end tænkes, hvilket iøvrig ogsaa antages, at en- kelte Lysstraaler — for svage til, at Bladgrøntet kan benytte dem, men muligvis stærke nok til at sprede en ganske svag Dæmring — trænger et Par Hundrede Meter længere necl, saa er det dog sikkert, at der paa de virkelig store Dybder maa herske et absolut og evigt Mørke. Dette Dybhavsmørke har bevirket en Række Omdannelser af Synsorganerne, der forøvrig viser mange interessante Lighedspunk- ter med dem, vi kender fra Land jordens Huledyr, underjordiske Dyr og natligt levende Dyr. Omdannelsen gaar i to modsatte Retninger: enten som en Af- tagen i Synsorganernes Udvikling, en tilbageskridende Omdannelse, der (ligesom hos visse Huledyr), kan kulminere i fuldstændig Blind- hed (Fig. 13) eller — omvendt — som en abnorm stærk Udvidelse af Øjnene, som om disse under Tilpasningen fra Livet i højere Vandlag til Liv i de dybere Lag havde kæmpet en Kamp for at holde Trit med Lysets Aftagen og begærlig indsuge ethvert nok saa sparsomt,