Naturens Vidundere

68 ket ligeledes gælder om Jordkrebsen og Natsommerfuglen indbyrdes. Muldvarpens og Jordkrebsens Forlemmer er altsaa indbyrdes analoge men ikke homologe, d. v. s. de ligner hinanden i den ydre, kraftige, korte, sammentrængte Form; men Muldvarpens Forben er Pattedyr- lemmer med et indre Benskelet, medens Jordkrebsens er Insektlem- mer med et udvendigt Chitinskelet. — Paa lignende Vis er Flodkreb- sens og Fiskens Gæller analoge, og ikke homologe Legemsdele: de har som Tilpasning til den fælles Virksomhed mange fælles Træk, men de er opstaaede paa helt forskellig Maade, idet Flodkrebsens Gæller er Vedhæng paa Lemmerne, medens Fiskens tilhører Gælle- buerne og Svælget. Den eneste naturlige Forklaring af homologe og analoge Organers Optræden er den, at Homologien beror paa fælles Afstamning, paa virkelig Slægtsarv, Analogien derimod paa en senere Tilpasning. Hermed harmonerer det ogsaa godt, at homologe Organer kan omdannes i ganske analog Retning. Dette er jo f. Eks. Tilfældet med de i Fig. 49 afbildede Hvirveldyr vinger, der i indre Bygning er lige saa fuldstændig homologe, som de i ydre Henseende er analoge, d. v. s. tilpassede til en bestemt Bevægelsesmaade — nemlig Flugt. De saakaldte rudimentære Organer, d. v. s. forkrøblede, unyttige, undertiden endogsaa skadelige Bygningsforhold, som kan paavises overalt i Dyre- og Planteriget, staar i tilsyneladende skarp Modsæt- ning til den Tilpasning og Harmoni, vi ellers har saa let ved at finde i Naturen, og kunde ved første Øjekast synes uforklarlige; men de forstaas gennem Udviklingslæren let som nedarvede Rester eller Rest- organer, og i Virkeligheden er det saa, at de kun yderligere bekræf- ter denne. Jo mere indgaaende et hvilket som helst Dyrs (eller en Plantes) anatomiske Forhold studeres, desto flere saadanne Overleveringer fra tidligere Slægtled kommer for Dagen. Det Væsen, der har været Genstand for det mest indgaaende Stu- dium er naturligvis Mennesket, og for at vise, hvor hyppige Rest- organer i det hele taget er hos en enkelt Art, vil vi fremdrage blot de mest iøjnefaldende i vore egne Bygningsforhold og endda i dette Afsnit se bort fra flere under Fosterudviklingen optrædende, men atter forsvindende Træk. Hudens Muskler er, som vi alle ved, meget tilbagetrængte i de- res Udvikling hos os. Som Regel er det jo kun vore Øjenbrynsmuskler, der kan bevæges. Enkelte Mennesker kan rigtignok tillige bevæge hele Pandens og Issens Muskulatur, saa at Haaret glider frem og til-