Naturens Vidundere

86 Fig. 60 Øglefuglen. (Den i Berlin opbevarede Forstening). — gennem Millioner af Aar bliver de mange smaa Kræfters Sam- virken mægtig. Denne Opfattelse giver for det første det geologiske Studium en ganske særlig Interesse, fordi det aabner os Mulighed for ud fra de os bekendte, daglig virkende Aarsager at naa til Forstaaelse af ur- fjerne Perioders Tilstande. Men dernæst har den ogsaa sin store Be- tydning netop ved at have banet Vej for den Naturopfattelse, som det nittende Aarhundrede gjorde til den herskende: U dviklingstanken. Ogsaa denne regner jo med de uhyre Tidsrum. Forsteningslæren {Palæ- ontologien') har i den sidste Menneskealder gjort mæg- tige Fremskridt. En Mæng- de nye Fund er skete, og, hvad vigtigere er, disse har kunnet berettige en videnskabelig Autoritet som den berømte engelske Zoolog, Professor Huxley til at udtale foranstaaende Motto, hvori han paa et Naturforskermøde i 1880 formulerede Videnskabens Standpunkt, bygget paa de ved de nyere palæon- tologiske Studier indvund- ne Resultater. Det var store Ord, — især sammenholdte med, hvad Darwin en Snes Aar tidligere havde skrevet i »Arternes Oprindelse«-. »Hvorfor er da ikke hver eneste geologisk Formation og hvert ene- ste Lag fuldt af Mellemformer? Geologien aabenbarer os ganske vist ikke nogen saadan Trinrække af organiske Væsener; og dette er maa- ske den største og alvorligste Indvending, man kan gøre mod Teo- rien. Forklaringen ligger, som jeg tror, i den geologiske Videns Util- strækkelighed . . . Endogsaa hele Klassers skarpe Sondring fra hin- anden — f. Eks. Fuglenes fra alle andre Hvirveldyr — maa vi for- klare ved at antage, at mange Livsformer, gennem hvilke Fuglenes tidligste Forfædre forbandtes med de øvrige Hvirveldyrklassers Stam- former, er gaaede fuldstændig tabte.« Saaledes skrev Darwin 1859, —