Industriudstillingstidende 1852

42 med PriS, nemlig fra 18 til 20 ß pr. Pd. en gros, medens Helsingørsgadens Raffinaderi (idet- milldfte ikke derigang) ingen PriS har angivet, — hørte vi den Bemærkning at Sukker var det sødeste Salt. Dette er nu vistnok en Sandhed, sijøndt det fimger som et Paradox; og hvo som ikke ad den chemiske Vei kan komme til denne Overbevusniiig, ville vi blot henvise til den Er- faring, at Drikkevarer, der ere meget forsødede, ikke flnkke, men snarere forøge Tørsten. Hermed ville vi ikke fraraade Nogen (hvad desuden ingen Sukkertand" lod sig fraraade) at frasige sig Nydelsen af Sukker; thi efter vor Mening, er Sukker baade sundt og nærende; det Erieste, vi have at indvende imod Sukkeret, men som des- værre uok er dets største Dyd, er dets Haardhed i den crystallittske Form, hvorved Tænderne sand- svnligviiS læderes. — At Folk har faaet Smag paa dette „sode Salt" er siet ikke saa underligt; man har jo læst, at der gives Nationer, hvis Bom med den ftorste Fornøjelse suge paa et Stykke salt Salt, hvad stal man saa sige om det sode? Imidlertid faldt det os dog ind, paa Hjem- vejen at tænke lidt over Sukkerets Alderdom, d. v. s. at tilbagekalde i vor historiske Erittdring, i hvilket Aarhundrede man egentlig havde begyndt at finde Livet saa surt, at det absolut maatte forsodes. Ved vor Hjemkomst søgte vi efter pas- sende Hjælpekilder, og fandt omsider Et og Andet af nogen Interesse betræffende en saa populair Gjeilstand, der vilde være endnu sødere, hvis ikke den fatale Menneskehandel dermed stod i For- bmdelse. — Da vi antog, at vore Læsere, selv om de have besøgt et „Sukkerhuus>- og seet, hvorledes Raffineriilgen gaaer for sig, dog ikke i Almindelighed kunne faae isiirde at granske efter Sukkerets Historie, saa skulle vi her gjore dem Sagen beqøentmere, ved at meddele, hvad vi have fundet i berørte Henseende det er ikke Meget. Vort Sukker var, som mar: fan begribe, ubekjendt for de Grækere og Romere; de for- sødede deres Spiser med Honning, hvilket ogsaa, ligesom endnu, brugtes i Medicinen. I Aa ret 625 opdagede Paulus Aegineta, eller nævner idetmindste, en Rørhonning (mel arundinaceum) i — et sødt Salt, der af sig selv forekom af en Rorplante, men som urigtigen af Nogle antages at være det nuværende Sukkerrør. Denlle Sub- stants brugtes i lang Tid, met, det var dog ikke virkelig Sukker. Forst den græske Medicus I o - han ActuariuS, der levede i det i2 eller 13 Aarhundrede, skal have vovet at bruge Sukker. — Upaatvivleligt er det vel, at Sukkerroret fra Asien forst er kommet til Cypern, derpaa til Si- cilien, hvor det allerede i Aaret 1148 blev stærkt dyrket, da ogsaa tidlig til Madeira og de cana- riske Oer, og enten derfra, eller fra Angola paa den afrikanske Kyst forst bragt til Brasilien, i Dempster tager sikkert feil, naar han paastaaer, at man først har fundet Sukkerrøret paa Øen Jviza. Kunsten at irldkoge Sukkeret stal ikke være opfunden førend i Midten af det 15de Aar- huudrede. Kunsten at raffinere det er af eti sildigere I Oprindelse, og skyldes en Venetianer, som der- ved sial have erhvervet sig en Formue paa 100,000 Kroner. I Slutningen af det 16de Aarh. var Sukkeret ctibini saa dyrt, at de Fleste I behjalp sig med Moscovade, eller med Sirup, eller med den gode gamle Honning. Men siden Caffe, The, Chocolade ere indførte, og siden po- litiste og sociale Edikebryggerier ere stegne i An- tal, er Sukkerets Forbrug tiltaget umaadeligt og derved Prisen bleven billigere. — Lad os altsaa bruge dygtig Sukker, desto mere vil det falde i Prisen — det er reen Oeconomi! Redskab — Verktsi. Man spurgte engang en Bondemand, hvilken Forskjel der var paa en Forordning og en Anordning. „Det er let at forklare", sagde Bonden, "en Forordning — det er en For- ordttittg, og en Anordn irr g — det er eil An- ordning" , og hermed var Definitionen færdig. For at det nu ikke sial gaae os, som det gik Bonden, med et Par eeristydige Ord, som