Industriudstillingstidende 1852

50 talen, spurgte jeg, om han mente, at Speilet var solgt. Han benegtede det og lod til at vide god Besked om Alt herinde. Vi talte om adskillige andre Ting, det ene Ord tog det andet, han blev stedse snaksommere, og da han i Samtalens Lob lod falde en Hentydning til Hede og Tørst, tog jeg ikke i Betænkning at indbyde ham til en lille Forfriskning oveilpaa, da jeg fandt mere og mere Behag i hans Underholdning. Jeg veed ikke, om det var mine vidtsvævende Tanker, eller det var den uvante Drik, jeg til usædvanlig Tid nød, der gjorde mig ør i Hovedet; men Nok er det, da vi kom ned igjen i Salen, var jeg lige- som forvandlet. Jeg havde reent glemt Amalie, og dog var det netop hende, der bragte mit Sind i Bevægelse. Jeg saae hende sidde i den forgyldte, med Floiel betrukne Lænestol, omgiven af de smukkeste Sager, Bygningen havde at op- vise; hun var som en Dronning, og al den Pragt og Lurlls havde jeg skabt. Vi kom nu hen til de forskjellige Daguerreotyper. Hvad det dog er for en herlig Opfindelse — sagde jeg —, saaledeS ligesom at kunne frastjæle Speilet sit Billede og fastholde det. — Ja — indrømmede han — og hvor mange Mennesker have ikke fundet Erhverv ved denne Opfindelse? — Det var et smukt Træk af den franste Regering — bemærkede jeg —, at den afkjobte Daguerre denne Opfindelse og publicerede den for den vide Ver- den — Aa ja, saamænd! svarede han med et sæl- somt Smil. — Kunde man dog — vedblev jeg — være saa heldig at gjore en saadan Opdagelse, der kunde staffe Indtægt, Navnkundighed, og mange Andre Brødet. — Det var vel ikke saa vanskeligt, mente Manden, og det uhyggelige Smil fremtraadte tydeligere." „Vi vare imidlertid komne ud i en af Ro- tunderne, hvor det var kjoligere. Jeg vedblev at forfølge den Idee, som Daguerreotyperne havde fremkaldt hos mig, og ytrede blandt Andet, at jeg ikke vidste, hvad jeg vilde give for at være saa lykkelig at gjore en Opdagelse eller Opfin- delse af lignende Natur. Ved en noget uforsigtig Berøvelse af en Hakkelsekniv, eller hvad det var for et Redstab, der stod, kom jeg til at saare min Pegefinger. Det blodte temmelig stærkt, men jeg var for dybt inde i mine Betragtninger til at cendse det." „En saadan Opfindelse," sagde Manden, "ligger Dem meget nær." „Hvordan det?" spurgte jeg forundret. „Ved Fandens Hjælp", vedblev han og pegede paa min blodende Finger. „Hvorledes! Hvad mener De?" Ih! De behøver jo kun ved denne gode Lei- lighed at give Fanden en Smule Revers, en Anviisning paa det dog Ubestemte: Sjælen efter Doven, for det Bestemte: en Opfindelse, hvor- ved De ran komme i Besiddelse as en elsket Pige, Mre, Anseelse o. s. v." Forundret betragtede jeg den lille Mand. „Med hvem har jeg da den A8re at tale?" spurgte jeg. „At skjule mig var aldrig end min Bane. Jeg heller aldrig dulgte Mit gode Navn, fljondt Skjcebnen det forfulgte. Jeg kalder mig —-------- „De kalder Dem?!" udbrod jeg spørgende, da han holdt inde, efter at have fremsat dette Vers af en bekjendt Digter. „Jeg kan ikke faae Fanden til at rime paa „Vane", stal jeg sige Dem," svarede han leende. „Men for Fanden!" „Tys! nævn ikke mit Navn saa hoit. Ja vist er jeg Fanden. Og for at komme til For- retningerne, seer De, saa har jeg længe mærket, at De speculerede paa en Speculation; men uden min Hjælp kommer De dog ingen Vegne. Hvor- til Omsvøb iblandt Mænd? De har i dette Die- blik Blod, jeg har Pergament. Skriv DereS ærede Navn under dette Certificat, og inden De veed et Ord deraf, har De dromt en Opfindelse, der slaaer Sparto til Daguerres." „Det er — tænkte jeg ved mig selv — en gal Mand. Han har paa Bidstrup faaet et Nys om Jndustriudstillingen, er smuttet fra sine Be- vogtere, har taget en Plads paa Roeskildejern- bane og er nu her. Han bilder sig ind, han er Fanden — det er hans fire Idee; Andre ud-