Industriudstillingstidende 1852

Oli Men hsit og belligt svor han dog: „Jeg finder vel en Hjertekrog, Skjøndt ikke just Hr. Comitee Kan mig med egne Dine see."----------- Jeg, som har hort den hele Sag, Gaaer nu herind hveranden Dag, Og tidt naar Ordet „Solgt" jeg seer, Jeg for mig selv i Stilhed leer. Thi Amor, han den snu Krabat Har Prsver af sit Fabricat, Hvor mindst man troer det, stukket ind; Men Comiteen er jo blind! En lillebitte Pjænel som Medarbejder. Det er ikke alle Skribenter medgivet at have den Resignation, som Dr. Mart i n Luther viste: at kyle den Mand, som er nærmest naar man taler om ham, et Blækhorn i Hovedet, ifald han melder sig som Medarbeider. Jeg tilstaaer oprigtig, at ;eg ikke har denne Aandsstyrke, men at jeg meget mere paa en Maade har engageret forbemeldte sorte Ubenævnte i berørte Egenskab. Som jeg forleden Aften sad og sperm erede paa en Artikel til nærværende Blad, faldt det mig mb, at Skomagen«. A. havde lovet at give mig en critisk Opsats, „fom jeg selv kunde sætte i Stil" om Udstillingens Skomagerarbeide; lige- ledes erindrede jeg, at Snedkerm. B. havde givet mig Lofte om at gjetittemhovle Siledkerarbeidet, naar jeg kun selv vilde lime hans lose Bemærk- ninger sammen og give det Hele en anstælldig Politur; fremdeles randt det mig i Hu, at Ta- petserer C. bestemt vilde indfinde sig med en Recension over Sadelmagerarbeidet, — kortsagt: jeg havde et heelt Alphabet fuldt af Lofter; men saasom ingensomhelst dødelig Sætter, om han end formatier at sætte Chinesisk og at tyde Manu- script, der er mere ulæseligt eud de fornemme Doctores Recepter have været og maaskee tildels endnu ere, vil være istand til at bringe Linier, Spalter, Sider og Nlunre ud af Lofter, — saa var jeg lige nær, da hverken Tapetsererl, eller Snedkeren, eller Skomageren eller nogen af de andre Herrer Loftegivere havde behaget at holde Ord. Altsaa sad jeg der kjont i det, og for dog at gjore Noget, gav jeg mig ret uchristeligt til at bande dem Allesammen. Derved blev Klokken omtrent Midnat, og langtfra at jeg i denne hoi- tidsfulde Time skulde blive mildere stemt og i mit stille Sind betænkt, at samtlige Medarbejdere kllnde have faaet Forfald, f. Er. (da de ere an- satte ved Borgergarden) være blevne tilsagte til i Vagttjeneste eller deslige, saa begyndte jeg fsrst nu for Alvor at onste dem alt Andet end Godt. Netop som Taarnuhret flog Tolv udbrød jeg: „Det er Farlden til Medarbeidere!" men neppe var dette Udbrud undstuppet mig, førend------------ ja nu mener man vel, at jeg lader Døren springe op med Bulder, Brag og Torden, og at et frygte- ligt Gespenst kommer ind og holder Blækhornet ' for mig, eller vel endog striver selv. Nei, det havde været en altfor forflidt Historie; men ikke destomindre tog Fanden mig dog paa Ordet, som man ret strar stal hore, og hvad jeg her fortæller er Sandhed, kan godtgjores med troværdige Vid- ner og med corpus delicti. Neppe var hint Udbrud undstuppet mig — siger jeg —, førend det begynder at krible og krable i Nærheden af mig. Jeg lytter efter, hvor Lyden kom fra, og bemærker suart, at den skrev sig fra en liden Mske, som stod paa mit Bord. Jeg aabner Laaget, og see! en Djævel med hvide Dine, to Horn, lang Tunge, endnu længere Hale og fæle Klor rasler mig imode----------- Atter her maa jeg afbryde mig selv, for at ikke Læseren sial gjore det. Jeg indseer fUldtvel, at i vore oplyste Tider, i det fornuftige 19de Aarhundrede, hvor der er megen Vantro, liden Overtro og slet ingen Tro, er det en Anachro- nisme at tale om Fanden. Man vil fortredelig kaste Bladet og sige: „Der kommer han igjen med en Røverhistorie!" Og ikke destomindre havde jeg dog Fanden i Wffen, og Fanden har saa at sige indblæst mig, hvad jeg om lidt stal have den Mre at meddele. Jeg kunde være ondskabsfuld og fortie den "natur-