Industriudstillingstidende 1852

86 Og det er Haan, naar nu Tyran Mig mine Herrer nævne, — Om ei min Villie bøies kan, I bøie dog min Evne. Oldernmndenes Gjenfirrd. (Fortsat — see forr. Nr.) De verlende Sindsbevægelser, mutigen ogsaa den gigtcurerende Solbærrom, forailledigede, at jeg snart faldt i Slummer midt i mine stolle Epeculan'oner om, ved Hjælp af samtlige Herrer Oldermænd at kiiUse mine hoistærede Anmelder- samtidige. Af en salig Drøm i saa Henseende vaktes jeg ved et „God Aften!" fra en dyb Basstemme. Jeg sprang op og udstødte formedelst en ganste naturlig Jdeeforbindelse og endnu halvt isovne et: „God Asten, Hr. Napoleone Torre!" „Om Forladelse!" svarede den Fremmede, en værdig Borger, „jeg hedder ikke Tørre, men er Oldermand for Skomagerlauget." „Naa, saaledes! Vær mig inderlig velkom- men, Hoistærede! Behag at tage Plads! De har da vel været i Udstillingen?" „Saamænd har jeg saa." „Og hvorledes finder De Arbejdet?" „De ciselerede Sølvplader ere ret vakre, dog tage de pressede Guldsager fra Altona---------" „Undskyld, jeg falder Dem i Talen! Jeg mener ikke de udstillede Gjenstande overhoved, men Ekomagerarbeidet i Særdeleshed." „Naa saaledes," svarede han lidt stødt. „Nu ja, der er noget ret forsvarligt Arbeide og noget middelmaadigt. Randen-----------" „Ja tilgiv, jeg atter afbryder Dem; jeg tør ikke indlade mig paa Detaillen, thi oprigtig talt, forstaaer jeg mig aldeles ikke paa at be- dømme Skotøi, uden i al Fald mine egne Støv- ler, naar jeg har dem paa, og neppe nok det. — Mit Dnske er, om De ikke vilde have den God- hed, da De jo dog ved Bedømmelse af Mester- stykker er vant til at afgive en motiveret Kjen- delse, at levere mig en lille Recension--------" „Jeg forstaaer Dem. Ved næste Qvartals- møde stal jeg lade Laugsffriverne —" „Nei, Hoistærede! saa turde det blive for seent. Kan De ikke tjene mig i at gjore det selv noget snart, f. Er. endnu i Nat?" „Er De forrykt? Man har Lysegilde i Aften, og desuden seer jeg ikke godt ved Lys." „For at bedømme det omhandlede Arbeide, mener jeg, det vil være tilstrækkeligt at faae et Overblik paany, da De sagtens allerede har dannet Dem en Dom ved et tidligere Skue. Vi gaae ned i Bygningen, det er klart Maane- stin og jeg skal nok sætte Teres Bemærfninger i Pennen. Vii6 Dem nu som en dristig Older- mand, der ikke skyer egen Beqvcmmelighed, hvor det gjælder Laugets Hæder og Flor „Ja naar det kunde siee i en meente han, vilde han endda nok gaae iur paa Ideen. Jeg forsikrede, det var et Cki'lifé § ag, og vilde allerede tage Hat og Stok, da en ny Herre træder paa Scenen. „Er det ikke her, hvor Industrioladet bliver lavet?" spurgte han med en Rost, der ikke gav min første Gjæstes en Tone efter i Dybdens Omfang. „Jo," svarede jeg. „Med hvem har jeg den Mre at tale?" „Jeg er Oldermand for Smedelauget," brum- mede han. „Vær velkommen!" udbrod jeg med en Hververofficiers uffrømtede Glæde og Overraskelse over saa uventet at have faaet Fingre i endnu en Oldermand, trykkede med Varme hans Haand og dæmpede et Smertenssirig, da den velvillige Mand til Gjengjeld omfattede begge mine just ikke smaa Hænder med sine — ja jeg kan ikke kalde dem andet end Skruestikker. „Jeg vil bare lade Dem vide," sagde han, „at naar De faaer isinde at rose Karetherne der- ude i Rundingen, saa siulde De dog ikke smøre for tykt paa; for seer De, Fjederne ere s'gu ikke dansk Arbeide."