Industriudstillingstidende 1852

Ilden taler. I kalde mig en grum Tyran, Fordi — hvad stundom hænder — Jeg i en brusende Orkan En gammel Molle brænder. Ak nd! for Eder er jeg Træl, Det veed jeg, destoværre! I drukne mig dog strar ihjel, Vil jeg agere Herre. Men ingen Tjener mere tro 3 visselig kan finde; I kalde blot, og Ilden jo For Eder staaer paa Pinde. I Steen og Staal jeg sover sodt, Trods al min vilde Lue; Men knap jeg bliver voldsomt stedt, For jeg mig lader flue. Ja, for at faae det ret beqvemt, Man fandt en Phosphor-Klokke, Hvormed hvert Barn kan gansie nemt Mig af min Slummer lokke. Man g tuber hlot en lille Pind, Da har han mig ihcende — Naar jeg i Straatag kastes ind, Nu ja — da maa jeg teende. Som I jeg kan ei domme klart, Om jeg stal moderere, Om jeg stal blusse med en Fart, Hvad eller lade være. Vær ei ufljonsom, lunefuld! Jeg er en lydig Slave, Der smelter Jern, men ogsaa Guld, Saafremt I det vil have. Jeg tager vigtig Andeel i Mastiner, smaa og store; Ja selv jeg som Fyrværkeri Maa Eder stundom more. Og har jeg brændt en Molle — vel! Ved mig byg Snese bedre; — Thi haan da ei den stærke Træl, Hvem hoit I burde hædre!