Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

Forfatter: H. Goldschmidt, T. Westermann

År: 1895

Forlag: Ernst Bojesens Forlag

Sted: København

Sider: 683

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 730 Forrige Næste
108 Atmosfæren. viser, at naar lige fyldige Solstraaler træffe Jorden lodret (a) eller mere ffraat (b, c), blive disse Straaler fordelte over en mindre eller stsrre Stræk- ning. Jo mindre spredte Solstraalerne blive (a), des stærkere Opvarmning afstedkomme de; altsaa jo mere lodret Straalerne træffe, des varmere; jo inere skraat, des mindre bliver Virkningen. Derfor ere Egnene ved IEkvator varmere end Egne nærmere ved Polerne. Ligeledes har den Halvkugle, hvor der er Sommer, ikke alene Solen længere Tid paa Himmelen, end naar der er Jcevndogn eller Vinter; men den modtager tillige Solstraalerne noget mere lodret, og begge Omstændigheder skyldes Sommervarmen. B. Lufthavet. Naar man holder Spidsen af en sammenskudt Ørefyrøjte ned i Vand og dernæst trækker Stempelet opad, folger som bekendt Vandet efter Stempelet og fylder Sprojten (Fig. 54). Grunden hertil mente man i Oldtiden bestod deri, at hvis Vandet ikke fulgte efter, vilde der blive lufttomt i Sprsjten, og at Naturen har Skræk for det tomme, som derfor soges udfyldt. Paa samme Maade forklarede man, at Vandet folger Stempelet i en Pumpe, naar det drages op. I 1643 opdagede imidlertid Italieneren Torricelli, at Vandet futt vil folge med til en vis Hsjde, nemlig henved 33 Fod over Vandspejlet. Det viste sig endvidere, at hvis man i Stedet for Vand brngte Kviksslv, vilde dette kun stige indtil en Hsjde af 29 Tommer. Da nn hin Bandhsjde (33z) er 14 Gange saa stor som denne Kviksslvhsjde (29"), medens Kviksslv er 14 Gange saa vægtigt (vægtfyldigt) som Vand, blev der aabenbart loftet en lige tung Vædfkesojle, hvad enten denne hed Vand eller Kviksslv. Der nlaatte altsaa rimeligvis være en Udvortes Aarsag, som drev Vædsten til Vejrs, og Torricelli fremsatte den Tanke, at der maatte være et Tryk (Fig. 54 a, a) paa Vcedsken hidrorende fra Luften, som hvilede paa den med sin Nægt, og dette Tryk er ikke ganske ringe; thi det virker aaben- bart lige saa stærkt, som et Vandhav paa 33 Fods Dybde — et saadant vilde jo nemlig afstedkomme juft en tilsvarende Stigning i Sprojten eller Pumpersret — eller et Kviksslvhav paa 29 Tommers Dybde. Et Hav af nævnte Dybde vilde paa hver Kvadrattomme af Bunden udsve et Tryk paa 14 Pund, og et saadant Tryk udoves altsaa af Lufthavet. Da imidlertid Luften er henved 800 Gange mindre vægtig end Vandet, maa Lnfthavet være mange Hundrede Gange hsjere end 33 Fod. Forklaringens Rigtighed blev navnlig paavist af Franstmanden Pascal i 1647, som gjorde den Slutning, at hvjere oppe i Lufthavet maatte Tryk- ket være mindre, da det kun udvves af den Suft, som er oven over nævnte Sted, og Pascal fik dette stadfæstet ved en Maaling af Lllfttrykket ved Fo-