Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

Den nyere Tid. 209 net ordnet efter ensartede, bestemte Regler, og Bonden blev retslig sikret, han opnaaede en lignende Betryggelse som Sta- tens andre Borgere og blev, okonomisk set, udfriet af Herre- mandens Vold. Det bestemtes, at ved en ny Fæsters Tiltrædelse skulde herefter Bygningen, Besæt- ning og Inventarium overleveres Bonden ved en lovformelig Synsforretning, og ved Fæstes Fratrædelse skulde denne lægges til Grund for Bedømmelsen af Gaardens Til- stand, og kun naar det ved denne Jævnforelse blev godtgjort, at Gaarden var vanrogtet, kunde Erstatning forlanges. Synsforretningen skulde foretages af 2 uvillige Mcend, der havde hjemme paa et fremmed Gods. Ingen Herremand maatte som hidtil uden Lov og Dom jage Bonden fra Gaarden, men Udsættelsen skulde ske paa lovmæssig Maade, ved Rettens Hjælp. De Krav, svm Husbvllden havde i Bondens Dodsbo, skulde frem- tidig afgores af de almindelige Dommere. Kun i enkelte bestemte Tilfælde og nrod Er- statning maatte Jord fratages Bonden. Han skulde vel vedblivende være sin Husbond hörig og lydig, men han maatte ikke længer straffes med Træhest, Halsjcern, det saa- kaldte Fængsel i Hul o. desl. — De næste Resultater, som Kommissionsarbejdet satte sig, vare For- ordningerne af 6. og 11. Juni 1788. Som omtalt, havde Jndforsel og Udfsrsel af Korn tidligere været snart fri, snart toldpligtig, snart forbudt. Denne vaklende og fordærvelige Politik forlod man ved Forordn, af 6. Juni, der bestemte, at fremtidig stnlde Kornhandelen være fri, enhver maatte frit ind- og udfore Korn, kun mod en lav Jndfmselstold *) Den anden For- ordning ophævede Herregaardenes og Ksbstadborgernes Eneret til Stndestald- ning — en Ophævelse, der dog næppe fik synderlig Virkning, thi Bsnderne vedbleve at følge gammel Skik og tog deres Hovedindtægt af Opdrættet. Faa Dage efter udkom den bekendte Forordning af 20. Juni 1788 om Stavnsbaandets Losning. Som Forordningen af 1787 skonomisk set havde gjort Bonden fri, fik han ved denne Lov borgerlig Frihed, Proprietærens Magt over hans Person blev hævet, det blev ikke længer Husbonden, men Loven, eller „Loddets Kast", der afgjorde, om han skulde være Soldat. Stavnsbaandet blev straks hævet for alle bondefodte, der havde udtjent som Sol- dater, eller der vare under 14 eller over 36 Aar. For alle andre indtraadte Frigørelsen, naar de havde endt Soldatertiden eller vare fyldte det 36. Aar, og fra den 1. Januar 1800 skulde al Hæftelse til Godserne ophore. — Vel fik Bonderne ikke fuld Flytnings- frihed, selv ikke efter 1800; saa længe Udskrivningstiden ikke var forbi, maatte de ikke flytte fra den Amtmands Virkekreds, hvor de boede. Aten Forskellen herpaa og paa at være bundet til et enkelt Gods var stor, og hertil kom, at Proprietærens Magt over deres Person var brudt, Udskrivningen var ikke længer lagt i den forstes Haand, den skulde ikke mere ske efter Hartkornet, men efter Folkemængden, og den fandt Sted paa Sessionerne efter visse bestemte Regler for at undgaa al Vilkaarlighed. *) For Kornhandelens Vedkommende indtraadte dog forst sikre, rolige Forhold efter 1814, da Regeringen endnu udstedte flere Udforsels- og Indførselsforbud. Landmandsbogen. I. 15