Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

386 Raa Jorders Opdyrkning til Ager og Eng. Paa god Engmose er den i Almindelighed ikke nodvendig, og en stadig An- vendelse gør hyppig mere Skade end Gavn, hvor man dyrker Sædarter eller Bælgplanter til Modenhed. Kali og Fosforsyre maa anvendes paa saa godt som alle Moser, og for store Arealer af Moseenge her i Landet vil Tilførsel af disse to Næringsstoffer alene eller blot i Forbindelse med Overharvning vise meget stor Virkning. Undtagelser forekomme dog, og saaledes vil t. Eks. de Moser, hvor der findes mange af de bekendte Klnmper med smuk blaa Farve, ikke vise sig taknemmelige for Fosforsyre. Den blaa Farve skyldes nemlig en fosforsyreholdig Forbindelse, som kaldes Vivianit. VI. Gultur af Mcerjorder. Der er i Overfladen aldrig en skarp Grænse mellem den faste Ler- eller Sandjord og Mosejorden, men der findes et sædvanlig temmelig smalt Bælte, hvor det egentlige Hrimuslag begynder og esterhaanden ild imod Mosen til- tager i Dybde af indtil et Par Fod. Jordarten i dette Bælte kaldes Kærjord eller moseagtig Jord. HnmUslaget her adstiller sig fra Tsrven i den egentlige Mose ved at være i en mere moden, ssnderdelt Tilstand, saa at Planteresternes Struktur ikke længere kan iagttages, og desuden er dette Humuslag blandet med Partikler fra den faste Jord, som er nedstyllet med Regnvandet eller- blandet op fra den nære Undergrnnd ved Muldvarpe, Regnorme og andre Dyr. Den forste Aarsag til den stsrre Modenhed er den heldigere Vand- afledning her end i Mosen. Idet nemlig Laget er aflejret paa Skraaningen af den faste Jord ved en forholdsvis hoj Vandstand, er Mosedannelsen her- ved Vandspejlets Sænkning standset paa et tidligt Tidspunkt; Jorden er senere stinken sammen og des mere, jo tykkere Torvelaget er, altsaa mest ud imod Mosen (je Fig. 131), og Overfladen af Kærjorden har derved faaet et Fald, som er saare heldigt for Vandafledningen. Lys og Lnft som Betin- gelser for Dyre- og Planteliv af heldig Art have herved faaet Adgang, og ere tillige de omliggende Jorder frngtbare, ville ogsaa de Dyreformer, specielt Regnorme, som fsrst indfinde sig paa et forholdsvis sent Trin, af de raa Humusstoffers Omdannelse, give Mode. Forplantelsen fra Hsjmarken til Kærjorden foregaar jo temmelig let, idet Grænselinien paa Grund af Kærbæltets Smalhed og bugtede Form er meget lang i Forhold til Arealet, og ere de tilstsdende, hojere liggende Marker af god Bestaffenhed og i hoj Kultur, vil der stadig skylle oplsste Plantenæringsstoffer Ud paa Kcerjorden. Dette bliver dog navnlig kvælstofholdige Stoffer, paa hvilke denne vel gærede, humusrige Jord forud er rig, og man finder derfor ofte paa slige Steder et saa betydeligt Forraad af let optagelig kvælstofholdig Plantenæring, at det staar i et rent Misforhold til Indholdet af Fosforsyre og Kali, hvilket giver sig til Kende under Korndyrkning ved en meget yppig Udvikling af Straa