Statstelegrafen 1854-1904

TEKNISK UDVIKLING 91 Til Ledninger har man saa godt som hele Tiden benyttet samme Typer afjern- eller Staaltraad, men man har dog først fra Slutningen af 1850erne haft Opmærksomheden henvendt paa, at Traaden bør være galvaniseret. Til de første overjordiske Linier benyttedes den saa- kaldte Nr. 8-Traad, der den Gang blev angivet at være 2 »rhinske Linier« tyk (4,36 mm.). Senere har denne Traad været anvendt en Del paa Øerne, men i det store og hele er Telegrafnettet bygget af 4,6 mm. Traad (Nr. 7). Til enkelte mellemrigske Linier benyttes 5,6 mm. Traad (Nr. 5). Siden 1881 har man anvendt 2,8 mm. Jern- traad (Nr. 12) til mindre Telegraflinier og senere til Landtelefon- linierne. Fra 1903 har man ved Nyanskaffelser af Jerntraad holdt sig til 4,5 mm. og 3 mm. Traad. For at opnaa en mindre Mod- stand og mindre Selvinduktion paa de mellemrigske Telegraflinier og derved større Telegraferingshastighed, begyndte man i 1891 at bygge enkelte gennemgaaende Telegraflinier af 3 mm. Bronzetraad. Et Forsøg, som man gjorde i 1892 med nogle faa Kilometer Bimetal- iraad (Jern indvendig, Kobber udvendig) til Telegraflinien Frederiks- havn-Sæby-Fredericia, blev ikke ført videre. Til de egentlige Statstelefonanlæg, der ere byggede med skruede Dobbeltlinier, har man stedse anvendt Bronzetraad eller haardtrukket Kobbertraad, nemlig 3,5 eller 4 mm. — i den senere Tid ogsaa 4,5 mm. — til Hovedlinierne, 3 mm. til sekundære Linier langs Hovedlinierne (Opsamlelinier) og 2,5 og 2 mm. til andre sekundære Linier. Til Abonnentforbindelser er stadigt blevet benyttet 1,5 mm. Bronzetraad. Skruningen af Telefondobbeltlinierne er overalt gennemført med x/4 Omdrejning for hver Stang uden Hensyn til Stængernes indbyrdes Afstand. Med Hensyn til Traadenes Fastgørelse til Stængerne var man i Begyndelsen meget ubehjælpsom. De allerførste Isolatorer vare væsenligt af Jern, udforede med Porcelæn og med Traaden hæn- gende nedenunder i en Krog. Derefter anvendtes i nogen Tid nogle store Porcelænsisolatorer; Traaden blev baaret af en Jerntap, den saakaldte »Knebel«, der stak ned fra en Porcelænsklokke; Klokken holdtes igen af en svær Jernring, der med tre Skruer var fastgjort