Statstelegrafen 1854-1904

66 TELEFONNETTETS UDVIKLING dog kun ca. 600, medens Antallet af de med Sverige i samme Tids- rum udvekslede Samtaler udgjorde ca. 5,000. Den indenlandske Telefonkorrespondance fik gennem Oprettelsen af ovennævnte ny Stationer et betydeligt Opsving og androg for Finansaaret 1895—96 over 8,000 Samtaler. Det finansielle Resultat af de to første Driftsaar blev ogsaa ganske tilfredsstillende, idet Ind- tægten oversteg Udgiften med ca. 10,000 Kr. Der var saaledes ingen Grund til at nære Betænkeligheder med Hensyn til, hvorvidt man skulde fortsætte i det paabegyndte Spor og lade Statstelefonen brede sit Net ud over Landet jævnsides med de private Telefonselskabers Linier, men samtidigt meldte Kravet om faste Regler for og en betryggende Ordning af Telefonvæsenet som Helhed sig med fornyet Kraft Der maatte samarbejdes med de private Telefonselskaber, naar man ikke gennem en Konkurrence, som Staten ikke godt kunde iværksætte over for Selskaber med en saa udstrakt Virksomhed, vilde forsøge paa at slaa disse af Marken. Selskabernes daarlige Materiel var en Hindring for et virksomt Sam- arbejde, og den eneste Maade, paa hvilken Staten kunde opnaa For- bedring af disse Forhold, var gennem en lovformeligt ordnet Kontrol med Selskaberne og deres Virksomhed. Følgelig kom Spørgsmaalet om Statens Eneret atter paa Bane, og et Forslag desangaaende, i alt væsenligt paa samme Grundlag som det i 1883 fremsatte Lovforslag, blev i November 1895 forelagt Rigsdagen. Samtidigt hermed blev Spørgsmaalet om, hvorledes Staten efter dette Lovforslags Vedtagelse vilde føre Loven ud i Livet, aktuelt, idet der forelaa tre Alternativer, 1) at Staten vilde overtage de private Selskabers Net, 2) at Staten vilde meddele Selskaberne Koncession eller 3) at der vilde blive meddelt dem en Anerkendelse, der sikrede deres Eksistens, men ikke ydede dem nogen Sikkerhed mod en Konkurrence. Af disse vare de to første Alternativer en Fordel for Selskaberne og vilde ogsaa i Fremtiden blive til Fordel for Publikum, der ved Koncessionsbetingelserne kunde sikres gode Anlæg og rimelige Betalingsvilkaar, medens Staten ved det sidste Alternativ beholdt fri Hænder til at vælge mellem Privatdrift og