Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste
Forfatter: Helge Holst
År: 1910
Serie: 1. Bind
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: København og Kristiania
Sider: 317
UDK: 621.30 gl
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
230
TRAADLØS TELEFON1
faaet meget stor Anvendelse i Praksis, men de afgiver interessante
Eksempler paa Elektricitetens Evne til at frembringe mærkelige For-
vandlinger. •
Telefoni ved Lysstraaler og ved elektriske Bølger. Allerede
faa Aar efter at Graham Bell havde opfundet Telefonen, udtænkte
han en Slags traadløs Telefoni, der grunder sig paa den Omstændig-
hed, at Grundstoffet Selens elektriske Ledningsevne vokser eller
aftager, eftersom det belyses stærkere eller svagere. Hvorledes man
kan benytte dette til at gøre hurtige Belysningsændringer hørlige,
fremgaar af Fig. 190. Her er inde i et Hulspejl anbragt en »Selencelle«,
bestaaende af to paa en Porcellænscylinder op viklede Metaltraade,
hvis Mellemrum er udfyldt med Selen; Selencellen er indskudt i en
Ledningskreds med et Batteri og to Telefoner. Dersom et Bundt Lys-
straaler rettes mod Hulspejlet saaledes, at Spejlet samler Straalerne
mod Selencellen, vil enhver hurtig Forandring af Bestraalingen frem-
bringe en tilsvarende Forandring af Selenets Modstand og dermed
af Strømstyrken, og herved fremkommer Lyd i Telefonen. Disse Lyde
kan imidlertid blive Gengivelse af Tale, som føres mod et lille ela-
stisk Spejl, hvorfra Lysstraalerne — der kan udgaa fra Solen eller
fra en elektrisk Buelampe — sendes mod Hulspejlet; de Svingnin-
ger, hvori Talen sætter det lille Spejl, kan nemlig fremkalde For-
andringer i Selenets Belysning i Takt med Talens Lydsvingninger.
Denne Bell’ske »Ly stelef oni« med et svingende Spejl i Af-
senderen var dog meget ufuldkommen. Tilfredsstillende Resultater
har man først naaet i det ny Aarhundrede ved at benytte den af
Tyskeren Simon opfundne »talende Buelampe« som Af-
sender.
Naar der ved den i Fig. 177 S. 213 viste Anordning opstaar elek-
triske Svingninger i en Lysbue, vil Luften om Buen udvide og sam-
mentrække sig i Takt med de elektriske Svingninger, og dersom disses
Svingningstal kun er nogle Hundrede eller Tusinde i Sekundet, som
det var Tilfældet ved Duddells Forsøg, udgaar der fra Buen Lydbøl-
ger, og man hører en Tone, hvis Højde svarer til Svingningstallet.
Indretter man det saaledes, at man ved Tryk paa forskellige Tan-
genter kan forandre Ladningsevnen af den i Svingningskredsen ind-
skudte Kondensator (Æ Fig. 177) og dermed Tonhøjden, kan man
paa denne Maade lade Buelampen »synge« en Melodi. Simon opdagede
imidlertid, at man ogsaa kan bringe en Lysbue til at udsende Lyd-
svingninger ved den Fremgangsmaade, der er antydet i Fig. 191; her
er L Lysbuen, som faar Strøm fra et Stærkstrømsanlæg, hvis Plus-