Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

ELEKTRISK LYS 279 rødligt Lys, bliver Sammenligningen derfor ret usikker. Dette gælder ogsaa, selv om man — som det oftest sker i Praksis — bruger andre Midler til Lysmaaling end Pinden og Skyggerne. Som Normallys benyttes i Praksis ikke et Stearinlys, men andre Lysgivere, som let kan fremstilles ens til forskellige Maalinger. En saadan Lysgiver er en af Tyskeren Hefner konstrueret Lampe, hvis Flamme let kan indstilles til en bestemt Højde. »H e f n er - Ly se t« er det hos os almindeligst anvendte Normallys. Naar der tidligere er talt om »16-Lys Lamper«, mentes hermed Lamper med Lysstyrke som 16 Hefnerlamper. Ogsaa i det følgende angives Lysstyrker altid i »Hefner-Lys«, der er lidt svagere end almindelige Stearinlys. 16 Hefner-Lys vil omtrent svare til 12—13 Stearinlys. — England, Frank- rig og De forenede Stater er dog nylig blevet enige om at indføre en fælles Lysenhed, der er lidt større end Hefner-Lyset (151 H.-L.). Kultraadsglødelampen. Inden Edison fik sin Kultraadslampe færdig (S. 135), havde han konstrueret Platintraadslamper, som gan- ske vist var brugelige, men gav et meget uøkonomisk Lys. Dersom man lod den elektriske Strøm gøre Platintraaden nogenlunde stærkt hvidglødende, vilde en lille Forøgelse af Strømstyrken altfor let bringe Traaden til at smelte over. Derfor havde talrige Opfindere bestræbt sig for at konstruere en Lampe, hvor det, der glødede, var Kul, hvil- ket ikke kan smelte og heller ikke kan brænde, naar det beskyttes mod Luftens Ilt. Man danner sig vanskelig en Forestilling om, hvilken Sum af Arbejde og Opfindsomhed det har kostet at naa til en praktisk an- vendelig Kultraadslampe, eller om hvilken mangeartet Virksomhed der endnu den Dag i Dag maa udfoldes ved Fremstillingen af denne lille Tingest, som nu i Millioner og atter Millioner Eksemplarer er spredt over Jorden og sælges til en Pris af halvhundrede Øre eller deslige. Den vigtigste Del af Glødelampefabrikationen er vel Fremstillingen af selve Kultraaden. Edison anvendte hertil Plantefibre (af Bambus), som han forkullede; men i vore Dage benyttes kunstige Traade. Bom- uld, som er behandlet med Syrer og æltet til Dejg, sprøjtes gennem et fint Hul ud i Vand; derved fremkommer en tynd, silkeagtig Traad, som tørres, skæres i Stykker af passende Længde og bøjes i den rette Form. Dernæst forkulles Traadstykkerne i en Ovn ved Ophediiing sammen med Pulver af Grafit (Blyant). Den saaledes dannede Traad er imidlertid ikke tilstrækkelig stærk og ensartet. Navnlig det sidste er slemt; thi paa de tyndeste Steder vil den elektriske Strøm møde