Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

ELEKTRISK LYS 285 lavere end den laveste, der ovenfor blev nævnt for Petroleumslam- perne. Hvis det eneste Hensyn der var at tage i Betragtning ved Valget af Belysningsart, var Prisen pr. Normallystime, saa maatte de elek- triske Kultraadslamper forkastes som Belysningsmiddel. Naar disse Lamper ikke des mindre har faaet en mægtig Udbredelse Verden over, saa er det, fordi der i Virkeligheden maa tages mange andre Hensyn, af hvilke vi senere skal fremdrage en Del. Ved en Sammenligning mellem Petroleumslampers, Gaslampers og elektriske Lampers Økonomi vilde det desuden være ganske misvi- sende, om vi kun betragtede Kultraadslamperne og ikke de andre mere økonomiske elektriske Lamper. Buelampen. En elektrisk Lampe, som, i alt Fald hvad Wattfor- brug pr. Normallys angaar, var langt mere økonomisk end Kultraads- glødelampen, havde man allerede længe inden denne fremkom, i Bue- lampen, hvis Oprindelse maa føres helt tilbage til Davy s Forsøg for ca. 100 Aar siden (S. 48). Da de Trækulsstykker, mellem hvilke Davy dannede Lysbuen, brændte meget hurtigt bort, kunde der imidlertid foreløbig ikke være Tale om at bruge Buelyset til noget. Det var den franske Videnskabs- mand Foucault — den samme som ved sine berømte Pendulforsøg direkte paaviste Jordens Omdrejning — der gjorde Buelyset praktisk anvendeligt. For det første fandt han i 1844 paa at danne Kulstyk- kerne af det faste Kul, som afsætter sig paa Indersiden af de Ler- eller Jærnbeholdere (Retorter), hvori man paa Gasværker uddriver Gassen af Stenkul; disse Retortkul brændte meget langsommere bort end Trækul. For det andet opfandt han et elektromagnetisk Reguler- vaerk, som af sig selv førte Kulstykkerne, der formedes som lange Stænger, mod hinanden, efterhaanden som Enderne brændte bort. I vore Dage dannes Kulstængerne dog ikke af Retortkul, men af en kunstigt tilberedt Kulmasse, og Foucaults Regulerværk er afløst af andre. Da de elektriske Spændinger, som benyttes til Belysning, ikke kan give Gnister af kendelig Længde, maa en Buelampes Kulstænger, inden Lyset kan dannes, bringes i Berøring med hinanden; naar de saa, efter at Strømmen er sat i Gang, fjærnes lidt fra hinanden, frem- kommer Lysbroen eller Lysbuen mellem dem; den danner en ledende Forbindelse mellem Kulstængernes Spidser, dels fordi selve Luften ved høj Temperatur er ledende, dels fordi der farer smaa Kulpartikler over gennem Mellemrummet. I Almindelighed gøres dette meget kort