Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

44 DEN ELEKTRISKE STRØM den og Kobberpladen ned i et Glas med fortyndet Svovlsyre, men saaledes, at de slet ikke rører hinanden. Der sker da ikke det mindste. Nu hælder vi Pladerne saa meget imod hinanden, at de kommer til at berøre hinanden ovenover Væsken. I samme Øjeblik dette sker, begynder der n e d e i Væsken at stige Luftbobler op henne ved Kobberet. Paa samme Maade gaar det, hvis vi forbinder de to Plader ved en Metaltraad f. Eks. ved at trykke de to Ender af en Staaltraad eller en Kobbertraad ind mod hver sin af Pladerne. Saa snart For- bindelsen mellem Pladerne afbrydes, ophører Luftudviklingen. Den bliver stærkest, naar Pladerne staar tæt ved hinanden og trykkes sammen langs hele Overkanten. Hvis vi paa lignende Maade som be- skrevet S. 40 opfanger Luftboblerne i et Prøveglas, finder vi, at den udvik- lede Luft kan antændes, og det kan ligeledes vises, at den er lettere end at- mosfærisk Luft; det er i Virkeligheden Brint. Da Brinten kommer frem henne ved Kobberet, skulde man antage, at det var dette, der blev opløst af Syren. Men i saa Fald maatte Væsken jo blive blaa, da Kobber vitriol er blaa. Dette Fig. 28. Brintudvikling ved Berøring af zink sker ikke, og at det ikke er Kobberet, og Kobber. Brinten opfanges. n- > . , , , men Zinken, der opløses, kunde man oveibevise sig om ved at veje Illaderne nøjagtigt før og efter nogen Tids Brintudvikling. Lader man en livlig Brintudvikling vedblive i længere Tid, vil man imidlertid ogsaa ligefrem kunne se, at Zinkpla- dens neddyppede Del svinder ind; hurtigst iagttages dette, hvis Pladen forud er meget tynd. Er Zinkpladen ikke forinden ædt op, vil det ende med, at der sætter sig Zink paa Kobberpladen; men dermed stanser ogsaa hele Virksomheden, og allerede forinden er Brintudviklingen blevet meget svagere. Dette Enderesultat naas hurtigst i et Glas, der ikke er videre end nødvendigt til at rumme Pladerne, da Svovlsyren her hurtigst omdannes næsten helt til Zink vitriol. At Brinten kommer frem henne ved Kobberet, skønt det er Zin- ken, der opløses, er meget forunderligt. Brinten synes paa en eller anden hemmelighedsfuld Maade at være ført fra Zinken gennem Væsken til Kobberet. Men det er allerede forunderligt nok, at det straks kan mærkes ned© i Væsken, naar Metalpladerne rører hinanden eller forbindes oven over Væsken. Der maa aabenbart ved Berøringsstedet eller i Metal-