Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

242 ELEKTRICITETEN OG LÆGEKUNSTEN XV. ELEKTRICITETEN OG LÆGEKUNSTEN. Indledning. — Forskellige Behandlingsmetoder og Instrumenter. — Bøntgenslraaler. Indledning. Paa mangfoldige Maader har Lægekunsten taget Elek- triciteten i sin Tjeneste og derved faaet en Række nye værdifulde Vaa- ben i Kampen mod Sygdom og Smerte. Inden vi tager fat paa det Spørgsmaal, hvorledes Lægerne anvender Elektriciteten, vil vi imid- lertid opholde os lidt ved de saakaldte elektriske Helbredelsesmidler, som ikke er anerkendt af Lægevidenskaben, men bragt i Anvendelse gennem Avisreklamer o. desl. I vore Dage kan Hugormefedt, Englefedt og lignende gammeldags Lægemidler ikke ret finde Afsætning. Heller ikke kan man bilde Folk ind, at en Amulet med hemmelige Skrifttegn beskytter den, som bærer den, mod Sygdom. Det er trængt ind i den almindelige Bevidsthed, at saadant er gammel Overtro, der ikke kan forliges med Nutidens Vi- denskab. og Respekten for denne er saa udbredt, at man bedst skaffer et Humbugsmiddel Indgang ved at lade det fremtræde i en videnskabe- lig Udstaffering. Navnlig er Betegnelserne »elektrisk« og »magnetisk« fortræffelige som Pynt for værdiløse Lægemidler, idet de paa samme Tid tilfredsstiller Folks Trang til Videnskabelighed og deres Hang til Mysticisme; thi medens de elektriske og magnetiske Kræfter paa den ene Side fuldt ud hører ind under Videnskabens Omraade, giver deres skjulte og forunderlige Virkemaade dem paa den anden Side et til- trækkende mystisk Skær. Derfor har galvaniske Gigtkæder eller Gigt- ringe, elektriske Bælter, Voltakors, elektromotoriske Tandhalsbaand o. s. v. altid haft let ved at vinde en stor Kundekreds. Man kan dog ikke ubetinget betegne alle disse Midler som Hum- bugsmidler; ved nogle af dem kan der virkelig tilvejebringes ret be- tydelige elektriske Strømme gennem Legemet. Dette gælder saaledes om de gamle galvaniske Kæder, f. Eks. de berømte Goldbergske, der, om man tør tro en gammel Vise, var saa livsvækkende, at man ikke kunde slippe af med Livet ved at hænge sig i en saadan Kæde. Nogle af disse Kæder bestod af en Række Træklodser el. desl., indbyrdes forbundne ved parvis sammenloddede Zink- og Kobberstrimler; naar Træet blev gennemvædet med Eddike, dannede en Træklods med til- stødende Zink ved den ene, Kobber ved den anden Side et galvanisk Element af Volta-Typen (S. 46 Bd. I), og den hele Kæde, der ofte var flere Alen lang, udgjorde et galvanisk Batteri (»Voltasøjle«) med talrige Elementer og derfor saa høj Spænding, at den kunde give følelige elek-