Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

ELEKTRICITETEN I NATUREN 307 Fald har Nordlysene som Regel hjemme i langt større Højder -—- fra halvhundrede til nogle hundrede Kilometer — hvor Luften er over- ordentlig tynd. Højdebestemmelser kan foretages derved, at samme Nordlystæppes Rand iagttages samtidig fra to Steder. Paa Grund af Tæppernes Bevægelse er dog sikre Resultater vanskelige at opnaa. Denne Bevægelse vanskeliggør ogsaa Fotografering af Nordlys. [ 1910 er det imidlertid lykkedes Nordmanden Professor Størmer at optage Øjebliksbilleder af Nordlys, tilmed samtidig fra to forskellige ved Tele- fon forbundne lagttagelsessteder; dette vil sikkert faa megen Betyd- ning for Nordlysforskningen. En nærmere Beskrivelse af de rigt vekslende Lysfænomener i Nord- lysene skal her ikke gives. Det skal endnu blot nævnes, at Nordlyset kan vise sig som en ensartet hvidlig Lysning, og at det ofte synes at foranledige Dannelse af Skyer. Hvad Nordlysets Natur angaar, da har man forlængst erkendt, at der er elektriske Kræfter med i Spillet. Dette fremgaar bl. a. deraf, at Kompasnaalen ofte bliver urolig under stærke Nordlys. Den danske Meteorolog Adam Paulsen (1833—1907) opstillede i Halvfemserne den Teori, at Nordlyset skyldes Katodestraaler, som kommer fra meget store Højder og frembringer Lysning (Fluorescens) af den tættere Luft længere nede. Da Katodestraalerne ioniserer Luften, kan de dels fremkalde Sky dannelse, idet Luftens Vanddamp fortættes om Ionerne, dels foranledige Fremkomsten af elektriske Strømme mellem positive og negative Egne af Atmosfæren, idet de dannede Ioner fører Elek- tricitet fra den ene Egn til den anden. Desuden er Katodestraalerne jo selv at betragte som elektriske Strømme, idet de er Elektroner i Bevægelse. Og da Strømme paavirker Magnetnaale, bliver Kompas- naalens Uro forstaaelig. Paa den anden Side paavirkes Nordlyset af Jordens magnetiske Kræfter. Jorden kan betragtes som en stor Magnet, dog med ret uregelmæssig Fordeling af Magnetismen. Den har sine magnetiske Poler i Nærheden af Jordens Poler. Højt oppe i det nordligste Amerika ligger saaledes den nordlige Magnetpol, som kendes paa, at en om sit Tyngdepunkt frit drejelig Magnetnaal (»Inklinationsnaal«) her vil stille sig lodret med Nordenden pegende nedad; den jordmagnetiske Pol, som ligger her, maa altsaa i magnetisk Henseende betegnes som en Sydpol. Efterhaanden som man fjærner sig fra den magnetiske Pol, bliver Magnetkraftens ved Inklinationsnaalen angivne Retning mindre og mindre lodret, og omtrent midt mellem de to magnetiskes Poler vil Naalen stille sig vandret. Det viser sig, at de Straaler, der i nordlige Egne tilsyneladende skyder op fra Nordlysbuer eller Nord- so*