Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

308 ELEKTRICITETEN I NATUREN lystæpper, har omtrent samme Retning som Inklinationsnaalen; ved en perspektivisk Virkning vil de, naar de gaar højt til Vejrs, synes alle at stile mod det Punkt af Himlen, hvorimod Inklinationsnaalens Sydende peger; ser man Straaler til alle Sider, kan de om dette Punkt danne den saakaldte Nordlyskrone. Disse Forhold kan til Dels for- klares ud fra Magnetkræfters kendte Virkninger paa Katodestraaler (S. 271). Naar Katodestraaler eller med andre Ord Elektroner i stærk Fart tilbagelægger lange Strækninger gennem et magnetisk Felt, hvor Magnetkräften stadig har samme Retning, vil de afbøjes saaledes, at de beskriver Spiraler om Linjer i Kraftretningen; man kan heraf for- staa, at Katodestraaler, der trænger ned i Atmosfæren, kan frembringe Lyslinjer, der i Hovedsagen har den jordmagnetiske Krafts Retning. Skønt der endnu er meget gaadefuldt ved de mangeartede Nord- ly «fænomener, navnlig ved Tæppernes mærkelige Former og Bevæ- gelser. og skønt det er uforstaaeligt, at Katodestraaler skulde kunne trænge ned til de laveste Højder, hvori Nordlys menes at være iagt- taget, kan der dog ikke godt være Tvivl om, at Adam Paulsens Teori i Hovedsagen er rigtig. Den siger imidlertid blot, at Nordlyset skyldes Katodestraaler, der skyder ned fra store Højder, men hvorledes disse Straaler opstaar, lader den staa hen. Det tør imidlertid betragtes som afgjort, at vi ikke kan faa dette Spørgsmaal klaret blot ved Betragtning af Forholdene paa Jordkloden. Allerede længe har man vidst, at der var en vis Tidssammenhæng mel- lem paa den ene Side Nordlys og jordmagnetiske Uregelmæssigheder og paa den anden Side den Solvirksomhed, som giver sig til Kende ved »Pletter«, »Fakler« og »Protuberanser«, der er Udslag af voldsomme Bevægelser i Solens Atmosfære, og man har heraf sluttet, at Tilstan- den paa Solen paa en eller anden Maade indvirkede paa den elektriske rT ilstand paa Jorden, men om Arten af denn© 1 orbindols© har man først i de senere Aar kunnet danne sig nogenlunde klare Forestillinger. Utvivlsomt er de omtalte stærke Bevægelser i Solatmosfæren led- sagede af elektriske Uvejr, mod hvilket alt, hvad vi kender fra Jor- den, er Legeværk, og baade under disse Uvejr og under mere normale Forhold er sikkert uhyre Mængder af Ioner og Elektroner i Bevægelse. Om de ydre Dele af Solatmosfæren overvejende er positiv eller nega- tiv elektriske, derom er Meningerne delte. I Følge én Antagelse skulde Solprotuberanserne — de mægtige »Flammer«, der skyder op fra So- lens Overflade, undertiden til en Højde af nogle Hundredetusind Kilo- meter i faa Minutter — ligefrem være Anodestraaler, altsaa en Sam- ling af positive Ioner, uddrevne fra et positivt Parti af Soloverfladen. Solpletterne skulde saa være negative Partier — Katoder —, hvorfra