Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

ELEKTRICITETEN I NATUREN 309 der udsendtes Katodestraaler, altsaa negative Elektroner; disse skulde paa Grund af deres ringere Masse og større Fart gaa meget længere ud i Rummet, og »Koronaen«, den ejendommelige Glorie, som under totale Solformørkelser ses at strække sig langt ud fra Solen, skulde være en af Katodestraaler frembragt Lysning. Hvorledes det nu end forholder sig hermed, saa er det givet, at saafremt Nordlyset skyldes elektriske Partikler, der kommer fra Solen, saa maa disse være negativ elektriske, da Nordlyset dannes af nega- tive Straaler. Den svenske Fysiker Arrhenius, der antager, at Solatmosfærens yderste Lag er stærkt positiv elektriske, mener, at der ikke des mindre fra Solen sendes negative Smaadele til Jorden; blot sker dette ikke ved elektrisk Frastødning, men ved »Straaletryk«. Det er tidligere nævnt, at Lysstraaler udøver et Tryk paa Genstande, de træffer; for ganske smaa Draaber, hvis Størrelse ligger indenfor bestemte Græn- ser, kan dette Tryk fra Solstraalerne blive større end Solens Tiltræk- ningskraft, og Draaber, der i Solatmosfæren har fortættet sig om en Elektron, kan da med denne drives ud i Rummet. Saadamie Draaber skulde da i større eller mindre Mængder efter Solvirksomhedens større eller mindre Voldsomhed ankomme til Jorden, stanses af Atmosfærens ydre Lag og gøre dem negativ elektriske. De saaledes dannede negativ elektriske Partier i Jordatmosfæren vilde da sende Katodestraaler ned mod Jorden og derved frembringe Nordlys. Langt simplere er det dog med Professor Birkeland at antage, at Solen ligefrem udsender Katodestraaler, som saa enten kan lade de øvre Lag af Jordatmosfæren eller direkte trænge ned i denne og danne Nordlys. At disse væsentlig iagttages i Egnene omkring Jordens mag- netiske Poler og ikke midt imellem dem, forklares let ved, at Katode- straalerne som omtalt følger Magnetkraftens Retning; da denne i Nær- heden af Polerne er rettet mod Jorden, men mellem dem gaar parallel med Jordoverfladen, kan Katodestraalerne kun de førstnævnte, ikke de sidstnævnte Steder naa langt ned i Atmosfæren. Der opstaar imid- lertid mange meget indviklede Forhold, naar en Strøm af Katode- straaler træffer en saadan magnetisk Kugle, som Jorden kan antages at være. For at opnaa Klarhed over disse Forhold har Birkeland an- stillet Forsøg med meget store Udladningsrør, hvori en magnetisk Kugle blev udsat for en Strøm af Katodestraaler. Fig. 242 viser et saadant Rør med »den lille Jord<< til højre, Katoden til venstre. De senere Forsøgsrør har imidlertid J orm af en Kasse med (xlasx ægge, disse maa være meget tykke for at taale den ydre Lufts Tryk. Saa vel ved disse Forsøg som ved sine Nordlysiagttagelser har Birkeland