Gødningslæren og Sædskiftet
Forfatter: Chr. Christensen
År: 1890
Forlag: August Bangs Boghandels Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: Anden Udgave.
Sider: 276
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
239
Sædskiftet og Gødningen.
For at vi ved Hjælp af Sædskiftet kan tage den størst
mulige Nytte af den anvendte Gødning og af den gamle
Kraft, som Jorden endnu er i Besiddelse af, er Veksel bruget,
som allerede omtalt, nødvendigt. Naar vi nemlig veksler
med saa forskelligartede Afgrøder som Kornsorter, der har
Trævlerødder, og som altsaa næsten udelukkende tager deres
Næring fra Madjorden, og Kløver, Rodfrugter, Bælgplanter
osv., der har dybtgaaende Pælerødder og derfor for en stor
Del henter deres Næring fra de dybere Jordlag, — saa
tager Afgrøderne i fuldeste Maal Nytte af den tilgængelige
Plantenæring, skiftevis i Madjord og Undergrund. Under
Kornsorternes (og Græsarternes) Vækst hviler paa en Maade
Undergrunden, men der kommer naturligvis alligevel Omsæt-
ninger frem deri, og der vaskes ogsaa nogen Plantenæring
ned deri fra Madjorden. Derfor er Undergrunden vel skikket
til Aaret efter, at Jorden har været dyrket med Korn (eller
Græs), at afgive en Mængde Næring til en Afgrøde med
Pælerødder; en saadan Afgrøde vil, hvad der maa lægges
den største Vægt paa, optage den i Undergrunden nedvaskede
Plantenæring, mens denne, om man dyrkede Korn efter Korn,
ufejlbarlig mere eller mindre vil føres bort af Vandet og
altsaa spildes. Det er derfor ikke med Urette, at man
kalder de Afgrøder, som har Pælerødder, for „Gødnings-“
eller rettere for „Kvælstofsamlere“. Det er nemlig særligt
Afgrødernes vigtigste Næringsstof, Kvælstof, som i Form af
Salpetersyre paa alle Slags Jorder, de lerede ikke undtagne,
er meget udsat for at føres med ned i de dybere Jordlag,
dersom ikke Afgrøder med dybtgaaende Rødder i Tide
henter dette vigtige Stof op og anvender det som Næring,
hvorved det fastholdes og omdannes til Plantestof. Men
desuden har de Afgrøder, som kaldes „Kvælstofsamlere“,
store og brede Blade, ved hvis Hjælp de i langt højere Grad
end Kornsorter og Græsarter formaar at benytte Luftens
Kvælstofforbindelser, ja Bælgplanterne formaar endog at
benytte Luftens fri Kvælstof som Plantenæring. Dette
stemmer jo ogsaa godt med den almindelige Erfaring, vi har
om, at Kløver, Lupiner, Lucerne og til Dels ogsaa Ærter
ikke sætter Pris paa Tilførsel af nylig anvendt Gødning, og