Gødningslæren og Sædskiftet

Forfatter: Chr. Christensen

År: 1890

Forlag: August Bangs Boghandels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Anden Udgave.

Sider: 276

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 288 Forrige Næste
239 Sædskiftet og Gødningen. For at vi ved Hjælp af Sædskiftet kan tage den størst mulige Nytte af den anvendte Gødning og af den gamle Kraft, som Jorden endnu er i Besiddelse af, er Veksel bruget, som allerede omtalt, nødvendigt. Naar vi nemlig veksler med saa forskelligartede Afgrøder som Kornsorter, der har Trævlerødder, og som altsaa næsten udelukkende tager deres Næring fra Madjorden, og Kløver, Rodfrugter, Bælgplanter osv., der har dybtgaaende Pælerødder og derfor for en stor Del henter deres Næring fra de dybere Jordlag, — saa tager Afgrøderne i fuldeste Maal Nytte af den tilgængelige Plantenæring, skiftevis i Madjord og Undergrund. Under Kornsorternes (og Græsarternes) Vækst hviler paa en Maade Undergrunden, men der kommer naturligvis alligevel Omsæt- ninger frem deri, og der vaskes ogsaa nogen Plantenæring ned deri fra Madjorden. Derfor er Undergrunden vel skikket til Aaret efter, at Jorden har været dyrket med Korn (eller Græs), at afgive en Mængde Næring til en Afgrøde med Pælerødder; en saadan Afgrøde vil, hvad der maa lægges den største Vægt paa, optage den i Undergrunden nedvaskede Plantenæring, mens denne, om man dyrkede Korn efter Korn, ufejlbarlig mere eller mindre vil føres bort af Vandet og altsaa spildes. Det er derfor ikke med Urette, at man kalder de Afgrøder, som har Pælerødder, for „Gødnings-“ eller rettere for „Kvælstofsamlere“. Det er nemlig særligt Afgrødernes vigtigste Næringsstof, Kvælstof, som i Form af Salpetersyre paa alle Slags Jorder, de lerede ikke undtagne, er meget udsat for at føres med ned i de dybere Jordlag, dersom ikke Afgrøder med dybtgaaende Rødder i Tide henter dette vigtige Stof op og anvender det som Næring, hvorved det fastholdes og omdannes til Plantestof. Men desuden har de Afgrøder, som kaldes „Kvælstofsamlere“, store og brede Blade, ved hvis Hjælp de i langt højere Grad end Kornsorter og Græsarter formaar at benytte Luftens Kvælstofforbindelser, ja Bælgplanterne formaar endog at benytte Luftens fri Kvælstof som Plantenæring. Dette stemmer jo ogsaa godt med den almindelige Erfaring, vi har om, at Kløver, Lupiner, Lucerne og til Dels ogsaa Ærter ikke sætter Pris paa Tilførsel af nylig anvendt Gødning, og