Sundhedslære
En almenfattig Fremstilling af Sundhedsplejens Anvendelse i det offenliges Tjeneste og i det daglige Liv

128 Varme (Varmegivere). gas og svedne (empyreumatiske) Substanser gør den i høj Grad farlig for Aandedrættet, og der foreligger talrige Erfaringer om Forgiftningstilfælde, foraarsagede ved Røg. Forgiftningen forløber desto langsommere, jo mere atmosfærisk Luft der samtidig paavirker den Forgiftede. Modtageligheden for denne Forgift- ning er meget forskellig. Man har saaledes set den samme Kulos, som paavirker to Mennesker, dræbe det ene og næppe afficere det andet. Forskellige Haandværkere som Smede, Skorstensfejere, Fyr- bødere o. a. 1. kunne vænne sig saaledes til at leve i en med Kulrøg blandet Atmosfære, at de afficeres meget lidet deraf. Det er derfor umuligt at bestemme, hvor stor en Mængde Kulos der er nødvendig for i et givet Rum at virke giftig eller dræbende. Ved en hensigts var ende Konstruktion af Varme- giveren og Skorstensrøret søger man at opnaa en fuldstændig Forbrænding og det størst mulige Varme- udbytte af Brændselet samtidig med det passende „Træk“ til Bortledning af Forbrændingsprodukterne. Enkelthederne i deres Konstruktion henhøre under den specielle Teknologi. Som almindelig Regel bør Skorstensrøret have et kredsformet Tværsnit, da Gnidningsmodstanden mod Luftens Bevægelse i Røret herved er mindst. Anbringelsen af Spjæld i Kakkelovnsrøret bør under ingen Omstændigheder tillades; Varmegivningen bør reguleres igennem Aabninger i Ovnens Dør. Ovne af Jern opvarmes hurtig, men afgive i kort Tid deres Varme; Ovne af brændt Ler opvarmes langsomt, men afkøles ogsaa langsomt og vedligeholde derfor i længere Tid en ligelig Temperatur. Ovne af Jern bør derfor have en vis Tykkelse af Jernet og en indvendig Opmuring af ildfaste Sten.