Sundhedslære
En almenfattig Fremstilling af Sundhedsplejens Anvendelse i det offenliges Tjeneste og i det daglige Liv

66 Nervevirksomlieden. Naar et Organ træder i Virksomhed, det være nu en Muskel, en Kirtel, lige meget hvilket, forøges Blodmængden i Organet betydelig, der strømmer en større Mængde lyserødt (arterielt) Blod igennem det, og Stofomsætningen er langt livligere og stærkere, end naar Organet er i Hvile. Naar Musklerne arbejde, udvikles der saaledes langt mere Kulsyre, Mælkesyre og forskellige andre Stoffer, end naar Musklerne ere i Hvile, og Muskelbevægelserne bi- drage derfor væsenlig til at forøge Stofskiftet i Legemet. Det er igennem Nervesystemet, at de forskellige Organer træde i Funktion, det er dette, som frem- kalder deres Virksomhed, leder og styrer den, enten ved en direkte Impuls fra Villien, for de vilkaarlige Bevægelsers Vedkommende, eller igennem Reflexer. Pirringen af Nerverne kan fremkaldes ad mekanisk eller kemisk Vej, igennem Sanseindtryk eller psy- chiske Paavirkninger og komme udvendig fra eller opstaa i selve Legemet. Villien kan dog modvirke de Reflexbevægelser, som igennem Rygmarven kunne fremkaldes i de ellers med vilkaarlig Bevægelse be- gavede Dele. Naar undtages Hjertets og Aandedrætsorganernes Bevægelser, Urinafsondriiigen og enkelte andre Funk- tioner, der uafbrudt gaa for sig, er en Afvexling af Hvile og Arbejde nødvendig. Musklerne trættes efter nogen Tids Virksomhed og kunne kun bringes til at arbejde videre ved stærkt forøgede Pirringer, der da efterlade en saa meget større Slaphed. Det samme gælder om Nerverne, ogsaa deres Virkeevne udtømmes, naar de længe have været i Funktion, og en Hvile bliver nødvendig, ikke mindst gælder dette for Hjernens Vedkommende.