Vort Landbrugs Skadedyr
blandt Insekter og andre lavere Dyr.
Forfatter: Sofie Rostrup
År: 1900
Serie: Landbo Skrifter
Forlag: Det Schubotheske Forlag.
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 231
UDK: 632
Emne: Bianco Lunos Bogtrykkeri.
udgivne med Understøttelse af det Raben-Levetzauske Fond af det Kgl. danske Landhusholdningsselskab.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
18
Hjærteblade om end af langt ringere Størrelse end de nor-
male. Ogsaa Rodsystemet er anderledes hos de syge end
hos de normale Planter. De første danner nemlig en
Mængde Siderødder, saakaldte Hungerrødder, der hurtig
dør, hvorefter der dannes nye; herved frembringes der et
helt Kodnæt, som aldrig findes hos en normal Plante.
Er Marken stærkt angreben, kan Angrebet ses allerede
i Juni Maaned, ja paa denne Tid kan endog en Mængde
Planter være helt dode. Er Marken bleven smittet ved
Gjodning med Roeaffald, kan en tidligere sund Mark paa
én Gang vise Sygdomssymptomer; udbreder Aalene sig
derimod paa normal Vis, vil Sygdommen altid optræde
pletvis.
I Aaret 1859 fandt Schacht de citronformede Hun-
ner paa Rødderne af Roer, men først i 1871 blev Dyret
beskrevet af Schmidt og fik Navnet Heterodera Schachtii.
Uog er det først vedKühns Undersøgelser fra Begyndelsen
af Firserne, at man ret har faaet Kendskab til dette Dyr
og derigjennem har kunnet tage Kampen op mod det. Det
eneste Middel, man tidligere havde benyttet, var "stærk
Gjoden, navnlig med Kali, hvilket var ret uvirksomt.
For at hindre Aalene i at brede sig maa man aldrig
bruge Affaldet fra Sukkerfabrikerne som Gjodning, und-
tagen man er sikker paa, at Sukkerroerne har været absolut
fri for Roeaal, heller ikke Staldgjødning, naar der fodres
med syge Roer, da der let kan spildes noget af Fodret.
Mennesker og Dyr kan ogsaa slæbe Plantedele med, hvorfor
deres Fodtøj og Hove maa renses omhyggelig, naar de
har været paa syge Marker. For at Vandet ikke skal
skylle Ormene med sig, graver man Render, hvori det kan
lobe. De unge, slanke Orme er i Stand til at vandre
temmelig vidt omkring, hvorfor man ved Grave maa isolere
de angrebne Marker fra de rene. En saadan Grav skal
have en Dybde af henved 1 Meter og i Bunden en Bredde
af l/2 Meter. Bunden dækker man med Ætskalk og-
fornyer denne en Gang imellem, navnlig efter stærk Begn.
Ukrudt langs Gravens Sider bor fjærnes, saasnart det viser