Vort Landbrugs Skadedyr
blandt Insekter og andre lavere Dyr.

Forfatter: Sofie Rostrup

År: 1900

Serie: Landbo Skrifter

Forlag: Det Schubotheske Forlag.

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 231

UDK: 632

Emne: Bianco Lunos Bogtrykkeri.

udgivne med Understøttelse af det Raben-Levetzauske Fond af det Kgl. danske Landhusholdningsselskab.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 250 Forrige Næste
18 Hjærteblade om end af langt ringere Størrelse end de nor- male. Ogsaa Rodsystemet er anderledes hos de syge end hos de normale Planter. De første danner nemlig en Mængde Siderødder, saakaldte Hungerrødder, der hurtig dør, hvorefter der dannes nye; herved frembringes der et helt Kodnæt, som aldrig findes hos en normal Plante. Er Marken stærkt angreben, kan Angrebet ses allerede i Juni Maaned, ja paa denne Tid kan endog en Mængde Planter være helt dode. Er Marken bleven smittet ved Gjodning med Roeaffald, kan en tidligere sund Mark paa én Gang vise Sygdomssymptomer; udbreder Aalene sig derimod paa normal Vis, vil Sygdommen altid optræde pletvis. I Aaret 1859 fandt Schacht de citronformede Hun- ner paa Rødderne af Roer, men først i 1871 blev Dyret beskrevet af Schmidt og fik Navnet Heterodera Schachtii. Uog er det først vedKühns Undersøgelser fra Begyndelsen af Firserne, at man ret har faaet Kendskab til dette Dyr og derigjennem har kunnet tage Kampen op mod det. Det eneste Middel, man tidligere havde benyttet, var "stærk Gjoden, navnlig med Kali, hvilket var ret uvirksomt. For at hindre Aalene i at brede sig maa man aldrig bruge Affaldet fra Sukkerfabrikerne som Gjodning, und- tagen man er sikker paa, at Sukkerroerne har været absolut fri for Roeaal, heller ikke Staldgjødning, naar der fodres med syge Roer, da der let kan spildes noget af Fodret. Mennesker og Dyr kan ogsaa slæbe Plantedele med, hvorfor deres Fodtøj og Hove maa renses omhyggelig, naar de har været paa syge Marker. For at Vandet ikke skal skylle Ormene med sig, graver man Render, hvori det kan lobe. De unge, slanke Orme er i Stand til at vandre temmelig vidt omkring, hvorfor man ved Grave maa isolere de angrebne Marker fra de rene. En saadan Grav skal have en Dybde af henved 1 Meter og i Bunden en Bredde af l/2 Meter. Bunden dækker man med Ætskalk og- fornyer denne en Gang imellem, navnlig efter stærk Begn. Ukrudt langs Gravens Sider bor fjærnes, saasnart det viser